Kategorier
Billeder Blog

Forskellige slags tegninger

Billede: Iran Front Page (https://ifpnews.com/ancient-hand-drawn-illustrations-celebrating-prophet-muhammads-life)

Det er overraskende for en del mennesker, at der faktisk er rigtig mange billeder af profeten Muhammed i religiøse sammenhænge. Ovenfor kan man se et typisk eksempel, nemlig en illustration, hvor Muhammed møder Ismael, Isak og Lot i Paradis. Billedet er fra en bog, der stammer fra Afghanistan i 1436 og er del af samlingen i et museum i Paris. En artikel på Medium giver ganske mange andre eksempler på sådanne fromme billeder af Muhammed. I Iran kan man endda købe postkort med billeder af profeten.

Forskellen på disse tegninger og dem, der nu igen får så megen omtale, er at de meget omtalte tegninger fra europæiske blade og aviser er karikaturer skabt af tegnere, der ikke selv er muslimer, mens de andre tegninger er blevet til i Mellemøsten og Asien i en religiøs sammenhæng. Hensigten er en helt anden, og målgruppen er det også, omend jeg ikke er helt sikker på hvem karikaturerne primært skal henvende sig til og hvad den præcise hensigt er. Er satire rettet mod dem, tegneren er enig med, eller mod dem, tegneren er uenig med? Og hvad er budskabet med satire i denne sammenhæng? Jeg ved det faktisk ikke.