Kategorier
Amnesty International Blog Menneskerettighederne Retspolitik

En dårlig forsikring

En praksis, som Amnesty International altid har udtrykt sin bekymring over, er det man kalder diplomatiske forsikringer. Det var en praksis, som den dengang nyvalgte regering ville indføre – og fik folketingsflertal for at indføre.Tilbage i 2016 skrev jeg om dette her.

Ideen med diplomatiske forsikringer havde været under opsejling længe, og ikke kun i Danmark. For tolv år siden kom Daniel Gorevan, der dengang arbejdede på det internationale sekretariat i London, og besøgte os i Aalborg og fortalte om de bekymringer, Amnesty havde. Danske politikere kom med deres egne forsikringer til os om at det aldrig ville blive et problem at udlevere mennesker til lande, hvor de kunne blive udsat for dødsstraf eller tortur, alene på baggrund af et løfte fra modtagerlandene om at de ikke ville anvende dødsstraf eller tortur i disse tilfælde. Men brugen af diplomatiske forsikringer er problematisk, netop fordi man bruger dem til at bede et land, der er berygtet for grove brud på menneskerettighederne, om at fravige denne tvivlsomme praksis præcis i dette tilfælde. I bedste fald lykkes det, og det er “kun” andre fanger, der bliver udsat for dødsstraf eller tortur. I værste fald bliver forsikringerne ignoreret.

Nu er denne diskussion atter blevet særdeles nærværende. Det aktuelle eksempel er på problemet med diplomatiske forsikringer er Said Mansour, der blev dømt for medvirken til terrorisme, fik frataget sit danske statsborgerskab og blev udvist til Marokko. Nu er han blevet dømt til døden der. Terrorisme er en meget alvorlig forbrydelse, og det er ikke svært at tage afstand til Mansour og det, han har gjort. Det er aldrig rart eller ukompliceret at tale om menneskerettigheder hos mennesker, hvis gerninger vi tager afstand fra. Men samtidig er der ikke dødsstraf i Danmark, og når man udleverer mennesker til lande med dødsstraf, risikerer man at de bliver dømt til døden. En forbrydelse som terrorisme giver én straf, nemlig frihedsberøvelse. Udvisning er en yderligere straf, og risikoen for en straf, der udgør en egentlig menneskerettighedskrænkelse, er endnu en tillægsstraf.

I januar 2019 udtalte Inger Støjberg, der dengang var udlændinge- og integrationsminister, at hun selv havde været i Marokko for at forhandle om udsendelsen af Mansour, og at der var »fuldstændig styr på den del, der handler om menneskerettigheder og de forpligtelser, vi har i den forbindelse.«

For nylig udtalte Støjberg så at

…nu er han også blevet dømt for et terrorangreb i Marokko, der kostede 33 uskyldige mennesker livet. Jeg kan ærligt sige, at jeg ikke har savnet ham et sekund,

DR Nyheder 2. november 2020 (https://www.dr.dk/nyheder/politik/stoejberg-om-doedsdoemt-tidligere-statsborger-jeg-har-ikke-savnet-ham-et-sekund)

Hvor stor en indsats, Støjberg og den daværende regering egentlig gjorde ved forhandlingerne, er uklart for mig. Det peger på et andet problem ved de diplomatiske forsikringer, nemlig at man ikke kan antage, at det faktisk er vigtigt for den udleverende part (som i dette tilfælde er Danmark) at sikre, at der ikke sker grove krænkelser af menneskerettighederne for den person, der bliver udleveret.