Kategorier
Blog COVID-19 Retspolitik

Lidt for megen magt

Regeringens forslag til en ny epidemilov er blevet udsat for voldsom kritik i høringen. Det forstår jeg godt, og det er ikke godt, at lovforslaget ser ud, som det gør. Dels er forslaget udtryk for en opfattelse af offentlig forvaltning, som er problematisk, dels giver det “frihedskæmpere” og konspirationsteoretikere en ammunition, man sagtens kunne undvære her midt i COVID-19-pandemiens anden bølge, hvor der bliver konstateret omkring 1000 nye smittetilfælde hver dag. Nogle har hæftet sig ved mulighederne for tvungen vaccination af bestemte grupper. Men der findes allerede en lov om epidemier, og i den tidligere udgave fra oktober 2019 fandtes denne mulighed også. Det bør stadig ikke være kontroversielt at kræve, at f.eks. læger og sygeplejersker skal lade sig vaccinere.

De egentlige problemer med revisionen af epidemiloven er af retspolitisk art.

Udkastet til en epidemilov er i virkeligheden tegn på et problem, der ikke er nyt, og det er den uheldige magtfuldkommenhed, der er ved at blive typisk for politikere og offentlig forvaltning i vore dage. Det er samme magtfuldkommenhed, man har set hos ministre i tidligere regeringer – Inger Støjberg og Lars Løkke Rasmussen er velkendte eksempler – og som understøttes af den uigennemsigtighed, som bl.a. kendetegner offentlighedsloven og love om ledelse af offentlige institutioner.

Det er bekymrende, at udkastet giver sundhedsminister og regering så mange beføjelser på egen hånd uden om Folketinget og sundhedseksperter. Der er tale om beføjelser til bl.a. til at definere, hvornår en epidemi har at gøre med en såkaldt samfundskritisk sygdom (et nyt begreb, som loven indfører i kapitel 1). Når der er tale om sådanne samfundskritiske sygdomme, får sundhedsministeren og regeringen tildelt meget store beføjelser. Lægeforeningen, Etisk Råd og Institut for Menneskerettigheder har alle kritiseret dette og andre aspekter.

Og så er der det med kontrollen af magten. Det ser ud som om regeringen skal kontrollere sig selv. I kapitel 4, stk. 3 af lovforslaget står

Stk. 3. Enhver foranstaltning efter dette kapitel skal være nødvendig, så kortvarig som mulig, og stå i rimelig forhold til formålet med foranstaltningen. 

Forslag til Lov om epidemier m.v. (epidemiloven) (https://prodstoragehoeringspo.blob.core.windows.net/3fb27712-0916-41e7-8be6-bdebe101994e/Foreløbigt%20udkast%20-%20høring.pdf)

og der står

Stk. 4. Vedkommende minister skal, forinden der fastsættes regler i medfør af §§ 18-, søge rådgivning hos den rådgivende Epidemikommission, jf. § 4.

Forslag til Lov om epidemier m.v. (epidemiloven) (https://prodstoragehoeringspo.blob.core.windows.net/3fb27712-0916-41e7-8be6-bdebe101994e/Foreløbigt%20udkast%20-%20høring.pdf)

Men dette er de for moderne offentlig forvaltning så typiske gummiparagraffer. For der er tale om rådgivning alene – og hvem bestemmer hvornår en foranstaltning er nødvendig? (Det minder om andre love på det offentlige område, hvor man taler om “medbestemmelse i alle væsentlige beslutninger” og om rådgivende organer).

Det er tydeligt, at lovforslaget er baseret på de seneste erfaringer med COVID-19-pandemien. Men meget ændrer sig stadig, og har beslutningstagere og sundhedsmyndigheder efter knap otte måneder egentlig overblik nok over COVID-19-pandemien nu til at lave en mere permanent revision af epidemiloven? Den nuværende ændring har en solnedgangsklausul i marts 2021, og det er i det hele taget uklart for mig, at der er behov for at en egentlig ny lov nu. Det er ikke engang oplagt, at kommende epidemier vil have et forløb som den nuværende har.

Problemet med enhver lov, der giver megen magt til udvalgte beslutningstagere er, at en sådan lov forudsætter, at beslutningstagerne tager de rigtige beslutninger og at alle er enige heri. Mange, sikkert alle de foranstaltninger, som er blevet truffet siden COVID-19-pandemien kom, er formodentlig nødvendige (dette gælder også den kontroversielle beslutning om minkfarme, vil jeg hævde), men kun ordentlig gennemsigtighed i beslutningsprocesser og begrundelser og en garanti for drøftelse af dem og indflydelse i processen kan sikre den opbakning i befolkningen, der er så nødvendig.