Nu ser det ud til, at oppositionen kan have haft uret – at der faktisk var lovhjemmel for regeringens beslutning om at aflive alle mink.

Dermed får spørgsmålet om lovhjemmel en ny og overraskende drejning. I virkeligheden er problemet i denne og lignende sager nemlig til dels, at den offentlige forvaltning langsomt har skiftet karakter og at alle politiske aktører med regeringsambitioner ved, at der er sket en sådan udvikling – for det er i høj grad dem, der har sat den i gang.

Det virker i dag som om der ofte er mere fokus på at finde ud af hvordan man i forvaltningssammenhæng kan trumfe sin vilje igennem end på at afdække, om der er retshjemmel til at gøre det, man vil. Der er både i ministerier og andetsteds i staten sket en langsom glidning hen mod ledere og embedsmænd, der mere går op i at markedsføre sig selv eller finde smuthuller end på at have juridisk kunnen. Det skyldes i høj grad det neoliberalistiske ideal om at man skal vinde i en eller anden form for konkurrence, der måske/måske ikke kun findes i lederes og embedsmænds hoveder. Samtidig viser sagen om Inger Støjbergs instruks om adskillelse af asylansøger-par, at det kan have været tilfældet, at nogle af embedsmændene kunne se, at noget var galt, men ikke turde reagere. Så der er også noget med magtstrukturerne her.

Det er faktisk ekstra trist, at ordet “djøf’er” er blevet et skældsord, for DJØF er faktisk en respektabel fagforening, der ikke taler for denne form for kreativ brug af magten. J’et i DJØF står som bekendt for Jurist.

(Visited 86 times, 1 visits today)