Kategorier
Blog COVID-19 Filosofi i lommen

COVIDenskabsteori for begyndere

OckRazderivative work: Conquistador, CC BY-SA 3.0 https://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0, via Wikimedia Commons

Noget af det, jeg ser, er at COVID-19-pandemien giver alle en mulighed for at få indsigt i de fundamentale principper i god videnskabelighed. Det er i høj grad udviklingerne inden for naturvidenskabelig forskning og mulighederne for dataanalyse, der har gjort forskellen på håndteringen af denne pandemi og den uhyggelige spanske syge, der for 100 år siden kostede langt flere mennesker livet end den verdenskrig, der var gået umiddelbart forud.

Slutning til Bedste Forklaring (SBF) er det begreb, Helge Kragh og Stig Andur Pedersen har brugt om det tankeøkonomiske princip, andre har kaldt for Ockhams ragekniv. Det er det princip, at en videnskabelig forklaringsmodel kan vurderes ud fra hvor små antagelser, den gør. Et eksempel: Jeg kunne forklare, at vandet i en gryde på et tændt gasblus bliver varmt, fordi varmen fra flammen overføres til gryden og derfra til vandet. Men jeg kunne også vælge at give den forklaring, at det hele skyldes en ikke-detekterbar påvirkning fra en 30 meter høj usynlig kænguru. Denne sidste forklaringsmodel vil blive afvist af SBF-princippet, for den usynlige kænguru og dens påvirkning udgør en meget større antagelse.

Helt tilsvarende kan de spændende forklaringer af pandemien, der inddrager Bill Gates, 5G og hvad ved jeg, afvises med SBF. Og det samme gælder selvfølgelig påstandene om at der ikke skulle være en pandemi.

Noget andet, medierne ofte ikke forstår, er at påstanden at vi ikke kan konkludere X ikke er samme påstand som vi kan konkludere ikke-X. For et stykke tid siden var der fokus på en dansk undersøgelse af mundbinds virkning på spredning af COVID-19. Men det eneste, undersøgelsen kunne konkludere, var faktisk at den ikke kunne konkludere noget på det foreliggende datagrundlag. Lige nu kan vi læse, at man endnu ikke ved, om vaccinerne mod COVID-19 beskytter andre mod smitte fra den vaccinerede. Også her kan man fejlagtigt tro, at konklusionen er at vaccinerne ikke beskytter. Men det er ikke konklusionen. Faktisk bør man ud fra SBF have en hypotese om at de nye vacciner vil virke på samme måde som andre, allerede kendte vacciner, dvs. at de beskytter andre imod smitte fra den vaccinerede.

(Visited 92 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar