Foto: European Film Awards (http://efareviews.cineuropa.org/2008/08/vikaren-substitute-2007.html)

I dag faldt jeg ved et tilfælde over Ole Bornedals film Vikaren fra 2007 på DRs streamingtjenesten. Jeg fik aldrig set den i sin tid, og den passede til mit andenjuledagshumør. Umiddelbart er det en film for større børn og voksne om den strenge lærer, der viser sig at være et uhyre fra en anden verden.

Men jeg kan ikke undgå at opdage, at filmen også nemt kan ses som en lignelse om den narcissistiske psykopat, der i sin opvækst aldrig har kendt kærligheden og derfor forsøger at nå at frem til den ved systematisk at manipulere andre og pille dem fra hinanden. En vikar er en stedfortræder for det menneske, man egentlig forventede at skulle have med at gøre. Og det er præcis, hvad hun er. Vikaren kan regne ud, hvad eleverne tænker og hvad konflikterne i klassen er; det lægger hun ikke skjul på og udnytter det til at få dem til at føle sig mindreværdige og til at spille dem ud mod hinanden. Eleverne opdager ved et tilfælde, at der er mørkt, halvtomt og rodet inde i lærerens hjem, men forældrene vil ikke tro dem, og da de ringer på, ser der pludselig hyggeligt og velplejet ud og de bliver budt indenfor med et smil. Senere, i et intimt øjeblik, hvor det lykkes vikaren at forføre eleven Carls far til at blive forelsket i sig, røber hun i et svagt øjeblik, at hendes forældre bogstaveligt talt forsøgte at spise hinanden. Til sidst, da hendes personlighed, som er en glat og skinnende kugle, omsider er truet, trygler hun om kærligheden. Det lykkes ikke, og da kuglen bliver smadret, bliver hun bogstaveligt talt opløst til ingen ting.

En interessant detalje i filmen er i øvrigt, at Carl til sidst forelsker sig i en pige, der kommer fra Aalborg. Ole Bornedal er, som nogle af os vil vide, oprindelig fra Nørresundby.

(Visited 78 times, 1 visits today)