Kategorier
Blog COVID-19

At trampe på sundhedspersonalet

Annalisa Silvestri, læge ved hospitalet i Pesaro i Italien, i en pause 19. marts 2020 efter en 12 timer lang vagt. Intet at drikke, ingen toiletpauser (på grund af værnemidlerne). Foto: Alberto Giuliani (Foto: https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Covid-19_San_Salvatore_09.jpg –  Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 International)

Lige nu ser det rigtig sort ud, og pandemien fylder i min bevidstheden mere end den har gjort før. Jeg skal blive hjemme i månedsvis endnu, og jeg har for længst indset, at mit hjem er det eneste sted, hvor jeg kan føle mig tryg.

Nu, hvor der som oftest er mindst 2500 nye smittede i Danmark hver dag, betyder det at der er mindst 75.000 nye COVID-19-tilfælde om måneden. Selv hvis kun 1 procent af de smittede skal indlægges, betyder det at der skal bruges mindst 750 sengepladser (det faktiske tal var i dag 879 indlagte). Og mange er indlagt i flere uger. I Danmark flytter man nu kræftpatienter mellem regioner, men i Storbritannien er man begyndt at aflyse kræftoperationer. Sidste år blev jeg selv udredt og opereret; min situation viste sig heldigvis godartet efter operationen, men jeg tør ikke tænke på, hvordan det ville have påvirket mig og mine nærmeste, hvis min behandling var blevet udskudt.

Jeg havde derfor håbet, at de forskellige former for benægtelse ville gå i sig selv, nu hvor situationens alvor er så tydelig. Vaccinationer kan have bivirkninger, men de blegner i sammenligning med dødstallene for bare én dag under pandemien. Restriktionerne, vi er udsat for, er voldsomme, men uden dem ville situationen blot være endnu værre.

Ét er, at benægterne ikke har et bud på, hvad samfundet skal gøre ved den alvorlige situation netop nu. Men endnu værre er det, at benægterne tramper på andre mennesker på samme måde som holocaustbenægterne gør. De tramper på de COVID-19-patienter, der er invaliderede eller døde, og de tramper på deres nærmeste. Jeg husker desværre en “heltemodig frihedskæmper” på Facebook (hvor ellers?), der proklamerede at han “ikke ved hvorfor alle italienerne døde”. Det eneste, han “vidste”, var at der ikke var nogen pandemi.

Benægterne tramper samtidig på sundhedspersonalet, der i disse måneder har det hårdere end de nogensinde har haft det før. Den samme “heltemodige frihedskæmper” var ude af stand til at forklare, hvorfor det italienske sundhedsvæsen pludselig var tvunget i knæ i marts og april 2020 under det, han hævdede ikke var en pandemi. Sundhedspersonalet bliver også smittet. I august 2020, længe før pandemien nåede det ekstreme niveau, den har nu, var der allerede 620 sundhedsarbejdere, der var døde af COVID-19 i Storbritannien. Nogle af benægterne har sågar truet sundhedspersonale; det siger alt om deres “frihedskamp”.

Jeg ved ikke, hvad vi kan gøre ved benægterne – jeg tror desværre ikke, vi kan nå dem. Vi kan derimod kan støtte sundhedspersonalet og deres store indsats og have dem i vores tanker her under pandemien. Når situationen en dag er bedre (og jeg ved ikke, hvornår det er), skal de have bedre vilkår.