Kategorier
Blog Musik Sindet

Det har jeg da opnået…

Foto: Bengt Nyman (Stockholm Schlager Night August 2013 by Bengt Nyman, from Flickr. At the time of uploading this file to Commons (2 August 2018), this image was licensed under Creative Commons Attribution 2.0 by the author.)

Forleden så jeg en portrætudsendelse på TV om Agnetha Fältskog. Her bemærkede jeg tre overraskende ting om denne kvinde, der er en af de succesrigeste og mest berømte svenske musikere fra det 20. århundrede.

Det ene var, at hun inden årene i ABBA havde været en kendt og succesrig sangskriver på egen hånd (det er Fältskog, der skrev den sang, der på Dansktoppen blev til landeplagen “Hvis tårer var guld”), men at hun i ABBA-årene kun bidrog med to sange. Alle de andre sange var skrevet af hendes mand Björn Ulvaeus sammen med Benny Andersson. Det endte ikke sådan, fordi mændene ikke ville lade hende komme til; hun syntes simpelthen ikke, at hendes egne sange var gode nok.

Den anden ting, jeg opdagede, var at hun var glad for én bestemt sang, hun havde indspillet med ABBA. Når hun tvivlede på at hun kunne noget, udtalte hun, så mindedes hun indspilningen af netop dén sang for at minde sig selv om at dét nummer da i det mindste var lykkedes for hende. Noget havde hun da udrettet.

Og til sidst bemærkede jeg, at hun, da hun gjorde en slags comeback i 2013, følte at hun var nødt til at tage sangundervisning.

Det er trist, at Agnetha Fältskog har haft et så urealistisk lavt selvværd. Formodentlig er det impostor-syndromet, hun har kæmpet med, eller en slags omvendt Dunning-Kruger-effekt: at hun har været så kompetent, at hun ikke kunne se, hvor kompetent hun egentlig var. Men al den tvivl, hun har kæmpet med, bør også sætte den tvivl på eget værd, vi andre har, i relief.