Kategorier
Blog Menneskerettighederne

Kupforsøg på ude- og hjemmebane

Jorge Rafael Videla aflægger ed som præsident 29. marts 1976 efter kuppet i Argentina.

Udviklingen i USA i disse dage er skræmmende, for det er ikke tit, man har set tilsvarende forsøg på at storme et parlament på denne måde, orkestreret af en afgående præsident. Det, som situationen mest minder mig om, er Hitlers “ølstuekup” den 8. november 1923, hvor 3000 mennesker var samlet i Bürgerbräukeller i München for at høre den bayerske statskommissær Gustav Ritter von Kahr tale. Midt under talen blev hallen omringet af omkring 600 medlemmer af den nazistiske paramilitære gruppe SA, der havde et maskingevær rettet mod indgangen. Hitler gik op på podiet, fyrede et skud af i loftet og råbte “den nationale revolution er brudt ud”. Han sagde, at hallen var omringet, at politiet og hæren støttede nazisterne, og at regeringerne i Bayern og Berlin var blevet afsat. Det var ikke helt sandt, for nu at sige det pænt, og kuppet blev slået ned allerede dagen efter. 10 år senere stillede kupmagerne op til valget og vandt som bekendt.

Det er første gang, man har set noget tilsvarende på amerikansk grund, men styret i USA har faktisk gennem mange årtier aktivt støttet statskup i andre lande, ikke mindst i Syd- og Mellemamerika og i Mellemøsten. De mest berygtede eksempler er vel kuppene i den Dominikanske Republik og i Chile, men et andet uhyggeligt eksempel er militærkuppet i Argentina under ledelse af Jorge Rafael Videla. Diktaturet, som der officielt hed Proceso de Reorganización Nacional (“den nationale reorganiseringsproces”) blev ledet af en tremands-junta, som i perioden 1976-1978 udførte regulær statsterror under den såkaldte “den beskidte krig”, hvor mindst 30.000 modstandere af regimet blev “forsvundet” og “dræbt”. Også andre stormagter, ikke mindst Rusland/Sovjetunionen har samme uhyggelige tradition med “kup på udebane” i lande som Ungarn, Polen og Tjekkoslovakiet, men de autoritære ledere har også forsøgt sig med “kup på hjemmebane” af og til. Denne tradition er så også nået til USA nu.

(Visited 75 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar