For få dage siden besluttede Twitter, at de ville slette Donald Trumps Twitter-konto og forbyde ham at bruge Twitter. Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om denne beslutning. Det hele bliver kompliceret af at Donald Trump er en så usympatisk person, som han er – jeg har tidligere kaldt ham for fascist, og den beskrivelse må jeg sige, at jeg står ved efter det, der skete i Washington den 6. januar.

På den ene side har også mennesker med holdninger, man finder forkastelige, ytringsfrihed, og også i USA er dette beskyttet i forfatningen. På den anden side ved Donald Trump godt, at han har nogle ekstreme personer blandt sine støtter, og han ved hvordan hans udtalelser vil blive mødt af dem i den anspændte situation, som USA har befundet sig i siden præsidentvalget og som bestemt ikke er mindre anspændt nu. Man kan selvfølgelig med en vis ret hævde, at Trump ikke kan holdes ansvarlig for andres menneskers forrykte fortolkninger af hans udtalelser, men samtidig ved vi, at han hele tiden har været villig til at gå langt for at omstøde sit valgnederlag.

Min bekymring er, at Twitters beslutning kan ende med at gøre Donald Trump til en martyr for den ekstreme højrefløj i USA. Men samtidig kan andre nemt citere Donald Trump på Twitter og andetsteds, og det er bestemt ikke svært for ham at komme til orde. Alene det, at han stadig i nogle få dage er præsident, giver ham særdeles gode muligheder for at komme til orde på dette anspændte tidspunkt, også uden brug af Twitter, Facebook mm.

(Visited 86 times, 1 visits today)