Kategorier
Blog Levende billeder

Truslen udefra

I marts 2020 begyndte jeg som en reaktion på pandemien, der dengang var i sin første bølge, at gå igennem mit lager af film på dvd og blu-ray. På et tidspunkt stilnede det af, men nu er jeg begyndt igen. Første skive fra samlingen i denne ombæring blev Jaws, på dansk Dødens gab. Denne film fra 1975 var Steven Spielbergs egentlige gennembrud, og endnu en af de film, jeg aldrig fik set i biografen, fordi jeg ikke var gammel nok. Jeg så den på VHS-video i 1984 som del af et kursus i pædagogik (!), fandt en 30års-jubilæumsudgivelse på dvd med masser af bonusmateriale for nogle år siden, men først i dag, 37 år senere, genså jeg filmen om hajen.

Det var et godt gensyn; man genkender Spielbergs typiske stil og drevne fortælleteknik. Og siden da har jeg besøgt den del af USA, hvor filmen foregår, så den vækker på en underlig måde også ferieminder fra strandene ved Rhode Island og omegn – dog heldigvis uden hajangreb.

Her under pandemien er det selvfølgelig oplagt at se filmen som en lignelse om en trussel udefra, der er svær at forstå og nem at bagatellisere, og om modstanden mod at lukke samfundet ned, selv om eksperterne kan se, at der er noget helt galt. Men først og fremmest har vi at gøre med en velfortalt film fra tiden før CGI. Hajen i filmen er helt mekanisk, men meget overbevisende. Siden kom der tre efterfølgere, men de bør forbigås i stilhed. Spielberg ville ikke instruere Jaws 2, fordi han var af den holdning, at han havde lavet den endegyldige spændingsfilm om farlige hajer, og det er jeg tilbøjelig til at give ham ret i.

(Jeg ved ikke helt, hvad den næste dvd på hylden skal være, men jeg tror, det bliver Fellinis La Dolce Vita, som jeg købte i Rom, i de dage da pandemien ramte Italien.)

(Visited 73 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar