Det er interessant på en lidt underlig måde at læse Socialdemokratiets lovforslag om børn, det, de kalder for “Børnene først”. Lovforslaget, der har været undervejs siden sommeren 2020, røber på nogle måder en holdning til menneskerettighederne, som er tidstypisk. Menneskerettighederne var, hvis man læser Verdenserklæringen om menneskerettigheder, oprindelig tænkt som en forpligtelse, som landes myndigheder har over for borgerne. Nu ser man mere på menneskerettighederne som en slags privilegium.

Glidningen af forståelsen af menneskerettighederne er ikke et nyt fænomen. Diskussionen om statsborgerskab har inden for de seneste årtier ændret sig, så statsborgerskab nu ikke ses om en rettighed, men et privilegium, man skal gøre sig fortjent til ved at bestå en prøve og leve op til bestemte krav.

“Børnene først” rummer bestemmelser om partshøring, der giver børn flere rettigheder tidligere i deres liv, og det er godt at børns rettigheder på denne måde er centrale. Samtidig er det dog uklart, hvordan børnene bedst kan forvalte dem – jeg ville forvente, at der skulle voksne ind over på en eller anden måde i juridisk sammenhæng.

Ideerne om tvangsfjernelse og tvangsadoption før fødslen kan risikere at være på kant med artikel 9 i konventionen om børns rettigheder. Her tænker jeg på, at det nu bliver lettere for børn at risikere at miste kontakten til deres biologiske forældre helt. Min fornemmelse er, at de allerfleste børn faktisk helst vil have en eller anden form for kontakt til deres biologiske forældre; vi ved jo også, hvordan mange adopterede på et tidspunkt i livet søget netop en sådan kontakt.

Endelig virker det igen som om menneskerettighederne bliver omfortolket til et privilegium, som myndighederne kan tildele og fratage. Her tænker jeg bl.a. på de sociale og økonomiske rettigheder og nærmere bestemt, at folk, der er dømt for overgreb og vold mod børn, i en treårig karantæneperiode højest vil kunne modtage kontanthjælp og visse andre ydelser efter, at en straf er udstået. Jeg har selvfølgelig ingen sympati for sådanne forbrydelser, men man risikerer samtidig at fastholde mennesker i fattigdom. Det er uklart for mig, hvad godt det vil føre med sig at blande straffelov og sociallovgivning sammen på denne måde. Hvordan det vil gavne børnene, ved jeg specielt ikke.

Og så bemærker jeg, at der sammen med det store fokus på tvangsfjernelser og adoption før fødslen ikke samtidig er et ønske om at gøre noget ved situationen for de danske børn, som uforskyldent er havnet i den forfærdelige situation, at de sammen med deres mødre sidder i lejre i Syrien.

(Visited 67 times, 1 visits today)