Kategorier
Blog COVID-19 Det er samfundets skyld

Men hvornår slutter det?

Jeg har vænnet mig til pandemien på en underlig måde; jeg har siddet hjemme så længe nu (snart er der gået et år), at jeg er holdt op med at ærgre mig. Københavns Universitet har meddelt, at de holder lukket i hvert fald indtil 1. april, så også på dén måde er jeg forberedt. Tidligere i år fortalte statsministeren på et pressemøde (jeg husker ikke hvilket – også pressemøderne er nu begyndt at flyde lidt sammen for mig) at man måske kunne håbe på en ændring efter påske, dvs. i begyndelsen af april. Men jeg tror efterhånden, det er uvisheden, der er en særlig belastning for rigtig mange borgere, og den uvished bliver ved med at være der.

Det burde være nemt at forstå, at myndighederne ikke kan sætte en dato på hvornår COVID-19-restriktionerne kan blive løftet i et eller andet omfang. Pandemien er uforudsigelig. Men det ville være godt at få et mere præcist bud på hvilke betingelser, der skal være opfyldt for at restriktionerne kan blive lempet, for da ved vi hver især, hvad vi sigter imod og kan måske se det som et konkret mål med vores adfærd. Skal kontakttallet være stabilt mindre end 1 i en længere periode? Er det antallet af indlæggelser, der bør være afgørende? Eller er det (som jeg fornemmer det) en bestemt konjunktion af sådanne betingelser? Jeg ved det ikke, for jeg er lægmand. Men nogen ved det. Måske er det ikke muligt at formulere de betingelser, der skal gælde, for at restriktionerne kan blive ændret til noget lidt mindre voldsomt, netop fordi situationen også nu til dels er ukendt og ustabil, men alene dét vil være også godt at vide.