Skærmbillede fra YouTube (https://www.youtube.com/watch?v=DAjFEyoOZcI)

Muhammad Ali var en af det 20. århundredes mest succesrige boksere. Han var olympisk mester og flere gange professionel verdensmester i sværvægt. Uanset hvad man synes om professionel boksning (og jeg synes ikke ret godt om boksning), er det tydeligt, at Muhammad Ali var en betydningsfuld person. Hans kritik af USAs racisme og krig i Vietnam og det, at han konverterede til islam, gjorde ham kontroversiel, men også afholdt og respekteret. Ali var aldrig usikker på at han var den største, men det betød ikke, at han lagde andre for had. Jeg husker, hvordan DC Comics i sin tid udgav et stort opsat album om en boksekamp mellem Muhammad Ali og selveste Superman – en kamp, som Superman tabte! Dét album læste jeg igen og igen.

Ali trak sig tilbage flere gange, men hvor hans første comeback blev kronet med succes, var hans sidste comeback sørgeligt. Mange amerikanske boksere, og ikke mindst boksere med afrikansk baggrund, så op til Ali, men samtidig ville de gerne overtage tronen fra ham. Alis sidste forsøg på et comeback var hans mesterskabskamp 2. oktober 1980, hvor han udfordrede Larry Holmes, der var regerende mester og gennem lang tid havde været Alis faste sparringspartner. Men kampen blev stoppet før tid af Alis træner. Holmes havde vundet de første ti omgange, og Ali virkede træt, svag og forsvarsløs. Jeg husker billeder fra kampen, og de var sørgelige at se.

Muhammad Ali var, da han var bedst, nærmest uovervindelig, men nu var han svækket. Om det var dér, hans kamp med Parkinsons syge for alvor begyndte, og om netop denne boksekamp fik symptomerne til at bryde frem, ved jeg ikke. Man skal stoppe, mens legen er god, og det var ved at være længe siden, den havde været det. Egentlig bør man nok slutte, mens man er på toppen, men det er ofte svært at vide hvornår man er dér.

(Visited 54 times, 1 visits today)