Kategorier
Blog Bøger Mærkedage Musik

Rollins bliver rund

Foto: Frank Schwichtenberg (Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 International)

I denne uge fylder Henry Rollins 60 år. Det er ikke svært at huske, hvis man ellers ved at hans forlag hedder 2.13.61 og er opkaldt efter hans fødselsdato (i amerikansk notation).

Henry Rollins blev først kendt som den muskuløse og gennemtatoverede sanger i Black Flag, et band, der begyndte som hardcorepunk og siden blev en slags metal. Hans soloudgivelser i Rollins Band er om muligt endnu mere hårdtslående. Men faktisk er det, jeg værdsætter mest, ikke hans ofte knugende og vrede musik, men derimod hans store og brede interesse for litteratur og musik og hans reflekterede og ofte meget morsomme spoken word-optrædender. Kontrasten mellem Rollins, den brølende metalvokalist, og Rollins, den causerende og reflekterede anekdote-mand, er enorm. Hans historier om de tidlige år i Washington, venskabet med Ian Mackaye fra Fugazi, det nærmest rituelle had til bestemte sangere (ikke mindst Edie Brickell og Bono), fascinationen af James Browns live-udgivelser, rejseoplevelser og alt det andet kunne ikke undgå at fange mig og mange andre ind.

Jeg var så heldig at opleve ham i Glasgow i foråret 1993 og skyndte mig at købe en dobbelt-cd med hans spoken word. Snart efter sad jeg alene hjemme og lo højlydt. Et kvart århundrede senere oplevede jeg Rollins igen, nu på Roskilde Festival, og igen med spoken word; han var blevet gråhåret og på sin vis fremstod han mere faderligt rund. Egentlig var han kommet til at ligne en distingveret, men hip universitetslærer, hvilket måske er lidt paradoksalt for en mand, der aldrig fik en uddannelse, men til gengæld besidder en ganske særlig dannelse.

Faktisk hedder han ikke Rollins, men Henry Garfield. Ihukommende den orange tegneseriekat forstår jeg dog godt, at han ikke ville stå i spidsen for et Garfield Band.