Hele efterspillet i sagen om Jes Dorph-Petersens pludselige afgang fra TV2 tyder på, at TV2 var præget af et sexistisk miljø. Meget af dette tager form af sladderhistorier, men der er også nogle helt konkrete indikatorer på at der har været noget galt med den måde, TV2 så på forholdet mellem kønnene på, og at dette opstod tidligt i tv-stationens historie. Et debatindlæg i dagbladet Information af Vibeke Pedersen, lektor emerita ved Københavns Universitet, peger på noget, man sjældent taler om – nemlig hvordan studievært-par sættes sammen på tv.

Jeg så ned over Wikipedias liste over studieværter på det i TV2s første år så populære TV2-program Eleva2ren, hvor der altid var en kvindelig og en mandlig vært (det var faktisk et program, jeg aldrig så), og bemærkede, at de kvindelige studieværter altid var tydeligt yngre end deres mandlige makkere. Mindst var forskellen til sidst, hvor Dorthe Warnø Høgh var født i 1968 og Lars Daneskov var født i 1963. Størst var forskellen mellem Isabella Miehe-Renard, født 1968, og Ole Thisted, født 1944.

Jeg husker, at en kvindelig kønsforsker, hvis navn jeg desværre har glemt (jeg ved ikke, om det faktisk var Vibeke Pedersen), på tv engang kynisk, men rammende kaldte denne strategi for at sætte studieværter sammen for “farmand og gåsen”.

Vibeke Pedersen skriver meget rammende om DR-interviewet med Jes Dorph-Petersen, hvor han bliver overrumplet af studievært Mette Bluhme Rieck, at

Aftenshowet udstillede det gamle paradigme, hvor den ældre mand forsøger at belære, overtale og indsmigre sig hos den yngre kvinde. Men nu var det hende, som indtog magtpositionen som studievært.

Vibeke Pedersen: Jes Dorph-sagen var det forventelige resultat af en bevidst sexistisk konstruktion af TV 2 (https://www.information.dk/debat/2021/02/jes-dorph-sagen-forventelige-resultat-bevidst-sexistisk-konstruktion-tv-2?lst_frnt)
(Visited 71 times, 1 visits today)