Der har været en del billeder i medierne fra Sicilien, hvor vulkanen Etna er i udbrud. Sådan et vulkanudbrud er imponerende og skræmmende, men befolkningen i og omkring Catania lader til at have vænnet sig til deres urolige nabo, der i århundredernes løb ind imellem har voldt dem en del skade. Også på Island har man en del erfaringer med ubehagelig seismisk aktivitet. Det betyder dog ingenlunde, at italienere og islændinge er ligeglade med den slags.

I begge tilfælde er der tale om naturkatastrofer, der udvikler sig hurtigt, og det eneste, mennesker kan gøre, er at forsøge at værne sig så godt imod dem som muligt. Men COVID-19-pandemien og klimaforandringerne er også naturkatastrofer, bare afviklet i slow motion. Militærstyret i Myanmar har faktisk for nylig brugt en lov om naturkatastrofer til at slå ned på Aung San Suu Kyi for påstået adfærd under pandemien!

Der er næppe mange demonstrationer mod vulkanudbrud, men det skræmmende ved naturkatastrofer i slow motion er, at man ofte ikke ser virkningerne overhovedet eller først opdager dem, når det er for sent. Det må være derfor, det kan lade sig gøre at benægte deres blotte eksistens eller protestere mod de tiltag, der skal standse dem. En anden tilgang er den modsatte af benægtelsen, nemlig altid at være forberedt på at der kan ske et udbrud – og jeg kan her ikke undlade, at man bruger samme ord om vulkaner og sygdomme!