Udsigten fra mit hæve/sænke-skriveunderlag ud mod haven (aften)

På den ene side er jeg ved at være mør lige nu. Det, jeg er endt med at døje med, er en diskusprotrusion. Det er er en udposning på diskus, hvor der ikke er kontinuitetsbrud af annulus fibrosus. Smerterne stråler ned i min arm, og de næste uger bliver en tid med Panodil og kølende salve. Det hele er en uskøn kombination af min alder, mange måneders arbejdsstilling under nedlukningen og det deraf følgende hjemmearbejde og dertil stress, mismod og isolation, jeg har følt af andre grunde.

På den anden side minder den situation, jeg selv er havnet i, om samfundets. Hvis jeg enten ikke gør noget eller bliver for optimistisk, ender jeg med at få det værre igen om ikke så længe. De, der presser på for en genåbning, kan i sidste ende komme til at forlænge den situation, de vil af med.

I dag er der en kronik i Politiken af tre forskere, der advarer om risikoen for en tredje nedlukning, hvis der er for megen genåbning for tidligt. Vi skal finde ud af, hvordan vi skal leve med COVID-19, for sygdommen forsvinder næppe. Måske er der også en analogi her. Jeg skal finde ud af, hvad jeg skal gøre ved mig selv, når jeg får det bedre og finde ud af hvordan jeg skal leve videre. Hæve/sænke-pladen er et første skridt i dén retning. Og ligesom jeg ikke kan undslippe min alder, sådan kan samfundet heller ikke undslippe det, vi har været igennem og stadig er på vej igennem. Jeg vil ikke have en tredje nedlukning, hverken af samfundet eller af mig selv.

(Visited 125 times, 1 visits today)