Mulle brækker sig efter at have spist en skovsnegl. Fra Zappa. Skærmbillede fra Den Danske Filmskat (https://www.youtube.com/watch?v=2za5Ul4CRko)

Der er en scene i Bille Augusts film Zappa (efter Bjarne Reuters bog) som jeg især husker. Det er scenen hvor Mulle får stjålet en rokokopude og derefter bliver ydmyget af Sten til at spise en skovsnegl, for at han kan få sin pude igen og for at han kunne være “med i hulen”. Imens sidder den tredje dreng, Bjørn, lidt i baggrunden. Mulle brækker sig, og Sten siger, at han kan få lov til at komme med hen og få en is.

Historien er faktisk ikke ren fiktion; den stammer fra en erindring fra Bjarne Reuters barndom og den får mig til at tænke på hvad den slags “ydmygelse ind i fællesskabet”, som mobning er et eksempel på, gør ved mennesker. Mulle følte ingen glæde ved at komme “med i hulen” eller ved at få “lov til” at få en is bagefter. Filmen ender da ikke med en stor glæde ved at være “med i hulen”, men derimod dramatisk og blodigt (og åbent) med at Bjørn og Mulle gør oprør mod Sten. Den voldelige cyklus fortsætter, bare på en anden måde.

Historien om skovsneglen kom jeg atter i tanke om, da jeg i denne uge læste en artikel om den kinesiske diktator Xi Jinpings baggrund.

Xi Zhongxun bliver ydmyget offentligt i 1967 under kulturrevolutionen.

Hans far Xi Zhongxun var minister og på mange måder en privilegeret mand. Men han kom til at sige noget positivt om en biografi, der handlede om en af hans gamle krigskammerater, der var faldet i unåde hos Mao Zedong. Nu satte man spørgsmål ved Xi Zhongxuns loyalitet. Han blev depressiv og selvmordstruet; familien fandt ham på et tidspunkt siddende alene i et værelse med alt lyset slukket. Til sidst blev Xi Zhongxun degraderet og sendt på landet for at arbejde på en traktorfabrik.

Xi Jinping selv blev udsat for trusler på livet af sine skolekammerater få år efter under kulturrevolutionen, fordi hans far var faldet i unåde. Skolekammeraterne var blevet rødgardister og havde dermed fået magt til at mobbe og forfølge andre. De sagde, at de ville kunne “henrette ham hundrede gange” og gav ham fem minutter at leve i. Op mod 1,6 millioner mennesker døde under kulturrevolutionen, så den slags dødstrusler var ikke tomme ord.

– Nu skal du få folkets demokratiske diktatur at føle, sagde de. (Udtrykkets selvmodsigelse er bizart fascinerende.) Rødgardisterne “benådede” dog Xi Jinping til tvangslæsning af citater fra Mao Zedong hver eneste aften.

Eftertiden viser desværre tydeligt, at Xi Jinping ikke blev et bedre menneske af den ydmygelse, han blev udsat for. Han sætter derimod selv uighurerne i Xinjiang og borgerne i Hong Kong til at “spise skovsnegle” og “tvangslæse citater”. Med til hele den komplicerede historie hører så også, at faderen Xi Zhongxun faktisk heller ikke havde været nem – som 14-årig havde han selv prøvet at forgifte sin lærer! Alt det peger på, at der er nogle stærke og destruktive mekanismer, der har ligget bag al denne udøvelse af primitiv magt og bag ideen om repressive fællesskaber. Det er mekanismer, der nedarves gennem generationerne, hvis ikke man gør noget for at standse det.