CS50 som det så ud inden pandemien.

Der er et meget populært datalogikursus på Harvard College i USA, og det hedder CS50. Underviseren er David Malan, der overtog kurset efter den ikke helt ukendte Robert Kernighan, der er en af personerne bag Unix og en udbredt lærebog om programmering i C.

Malan har lagt liv og sjæl i dette kursus, som er en introduktion til datalogi. Hans forelæsninger er blevet små teaterforestillinger med deltagelse fra tilhørerne, med kage (!) og med et helt hold af lyd- og lys-folk – og merchandise fra amerikanske it-virksomheder som reklame. Optagelserne af forelæsningerne, der foregår på en stor scene, har fremragende kameraføring og klipning og der er endda en flot titelsekvens med musik og det hele.

Se bare her.

Det hele kunne lyde som en stor gang amerikansk showpædagogik, og det er det også, men det er godt show – en ren fornøjelse at se. Og det er meget mere end dét. David Malan gør en hel masse ud af den aktive læring med Puzzle Days og meget andet og står bag CS50 IDE, en web-baseret programmeringsomgivelse bygget ovenpå Cloud9. Kurset er nu så sagnomspundet, at det bliver fulgt af mange studerende, der ellers ikke studerer datalogi, og det er blevet oversat til andre sprog og er også nået til bl.a. Brasilien og Etiopien i hænderne på andre undervisere. Alle kan følge CS50 helt gratis online.

CS50 er som så mange andre også gået fuldstændig online under pandemien, så forelæsningerne fra scenen er væk. Men selvfølgelig har David Malan også tænkt grundigt over dette og skrevet en interessant artikel på Medium om hvordan han bar sig ad med at overføre kurset til en online-opsætning. Han underviser nu hjemme fra køkkenet, for det er det eneste sted, hvor der er højt nok til loftet! Jeg bemærker, at David Malan faktisk til dette brug har anskaffet sig en hæve/sænke-bordplade, der ligner min.

Det er værd at huske, at noget er som det plejer: Undervisning har også i denne sammenhæng lavere status på universitetsniveau. David Malan er ikke fastansat, for han forsker ikke nok; hans stilling skal forny hvert femte år, men det ser heldigvis ikke ud som om det er et problem.