Foto: Danamania. Creative Commons Attribution-Share Alike 3.0 Unported (https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Pareidolia_clouds.jpg)

Da jeg var barn, lå jeg ofte om aftenen og kiggede på tapetet lige inden jeg faldt i søvn. På den måde fandt jeg nogle gange overraskende mønstre i tapetet. Senere har jeg foretaget helt usystematiske studier af skyer og fundet flotte skyformationer, der lignede dyr og bjerge og meget andet. Den slags kaldes med et græsk ord for pareidolia; ordet beskriver menneskers tilbøjelighed til at “se” regelmæssigheder, der ikke er.

I dag kom jeg til at tænke på netop dét, da jeg læste et indlæg i The Guardian af den engelske statistiker David Spiegelhalter – som i øvrigt før i tiden kom til Aalborg engang imellem i faglige sammenhænge. Han skriver om hele postyret med AstraZeneca-vaccinen og gør opmærksom på tre forhold, som tydeligt er blevet glemt:

  • Den form for blodprop, der her er tale om, nemlig dyb venetrombose, optræder hvert år hos omkring 1 ud af 1000 europæere. Hvis 5 millioner mennesker bliver vaccineret, kan vi forvente at 5000 af dem får en dyb venetrombose, dvs. omkring 100 om ugen. Det rapporterede antal tromboser er derfor ikke i sig selv grund til bekymring.
  • Korrelation og kausalitet er ikke det samme; i ethvert ordentligt statistikkurset får man dette at vide, og man bliver også mindet om at korrelationen kan skyldes en skjult variabel.
  • Der er faktisk lavet grundige forsøg med kontrolgrupper i fase 3-testen af COVID-19-vaccinerne for at analysere mulige bivirkninger.

Spiegelhalters afsluttende bemærkninger er interessante, for de røber den vigtige forskel mellem et videnskabeligt ræsonnement og et “dagligdags”. Jeg kan rigtig godt lide hans fokus på at promovere den videnskabelige metode, for det er, så vidt jeg kan se, den eneste ikke-subjektive metode til erkendelse, vi har. Mange uformelle analyser og udsagn ender til gengæld med at være pareidolia. Der er metoder til at finde ud af om mønsteret i tapetet faktisk er der.

Jeg ville sådan ønske, at noget af det, vi kunne lære af COVID-19-pandemien, var en bedre forståelse af hvad naturvidenskaben faktisk kan. Den kan nemlig ret meget.

Will we ever be able to resist the urge to find causal relationships between different events? One way of doing this would be promoting the scientific method and ensuring everyone understands this basic principle. Testing a hypothesis helps us see which hunches or assumptions are correct and which aren’t. In this way, randomised trials have proved the effectiveness of some Covid treatments and saved vast numbers of lives, while also showing us that some overblown claims about treatments for Covid-19, such as hydroxychloroquine and convalescent plasma, were incorrect.

But I don’t think we can ever fully rationalise ourselves out of the basic and often creative urge to find patterns even where none exist. Perhaps we can just hope for some basic humility before claiming we know why something has happened.


David Spiegelhalter. There’s no proof the Oxford vaccine causes blood clots. So why are people worried? The Guardian, 15. marts 2021. (https://www.theguardian.com/commentisfree/2021/mar/15/evidence-oxford-vaccine-blood-clots-data-causal-links)