Jo længere tid, den undtagelsestilstand, pandemien har bragt med sig, kommer til at vare, jo mere lærer vi om samfundet og om selv. Det er der allerede skrevet meget om, vel fordi pandemien bliver ved med at komme bag på os. Jeg kan allerede se, at jeg på nogle måder er blevet en helt anden udgave af mig selv. Nu hvor jeg har set nogle andre sider af mig selv, bliver det svært at vende tilbage til den gamle udgave – på godt og på ondt.

Det grænseløse arbejde er for mig blevet endnu mere grænseløst. Universitetslærere har aldrig haft en arbejdstidsaftale, og netop nu er det tydeligt, at arbejdstidsaftaler bliver svære at håndhæve, når der ikke er nogen til at håndhæve dem i hjemmene. Det er sigende, at overenskomstforhandlingerne i 2021 var overstået på få dage.

I dag har jeg f.eks. svaret på arbejdsrelateret korrespondance morgen, formiddag, eftermiddag og aften – både fordi jeg skulle og fordi det var noget, jeg kunne fylde dagens timer ud med, når jeg nu alligevel altid er derhjemme. Jeg har altid gerne villet have et liv uden for arbejdslivet, men det er som om, netop dét liv er ved at forsvinde. I disse uger sover jeg dårligt om natten på grund af mine rygproblemer, og jeg har opdaget, at jeg uvilkårligt tænker på noget arbejdsrelateret, når jeg ligger vågen.

For et år siden troede jeg og sikkert mange andre med mig, at nedlukningen af samfundet ville blive et kærkomment afbræk fra arbejdslivet, men det er bestemt ikke det, der er sket. Nogle gange føles det som om arbejdet tværtimod er kommet til at fylde alle sprækker ud for de af os, der skal arbejde hjemme, mens de, der ikke kan arbejde hjemme, oplever arbejdets betydning ved dets totale fravær.

(Visited 87 times, 1 visits today)