Anders Bech, der er psykologistuderende ved Aarhus Universitet, har et indlæg i Politiken i dag. Han skriver

Det er jer med anciennitet på lønchecken, middelklassen, jer med huse, jer med kapitalen, jer med købekraften, jer over 50. Det er jer, vi redder lige nu ved at give afkald på vores liv, og alligevel nægter I at rykke jer. I spiser stadig okse- eller svinekød dagligt. I skyr genbrug og DBA som pesten. I insisterer på at køre i benzinslugende statussymboler, selv om I har råd til en ydmyg elbil. Ét hus er heller ikke nok til jer, I skal også lige have en lejlighed til jeres curlingbarn i storbyen og et sommerhus på Vestkysten.

Anders Bech: Opsang til »jer over 50«: »I, den ældre generation, er blot en flok grådige grise«. Politiken 29. Marts 2021. (https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art8139060/»I-den-ældre-generation-er-blot-en-flok-grådige-grise«)

Det er interessant at generationskløften er dukket op igen på denne måde, hvor man ellers troede at det var et fænomen som hører 1960’erne og 1970’erne og ungdomsoprøret dengang til.

Selv burde jeg måske ikke føle mig truffet, for jeg er veganer, har ingen bil og intet sommerhus. Men det gør jeg alligevel. For jeg tror at denne fokusering på forskelle mellem generationerne i virkeligheden lige så meget dækker over en anden slags ulighed, som man ikke så ofte har lyst til at tale om, nemlig klasseforskelle.

Der er nemlig ingen tvivl om at de af os, der har en god indtægt og ikke har økonomiske problemer, vil komme lettere igennem pandemien. Jeg har haft råd til selv at betale for ting, der kunne skabe et lidt bedre fysisk hjemmearbejdsmiljø for mig, og jeg har råd til at betale for at gå til fysioterapeut. Mange andre oplever til gengæld den økonomiske krise, som pandemien er årsag til, meget intenst. Pandemien forstærker samtidig den globale ulighed endnu mere, noget der omsider er kommet et vist fokus på.

Hermed ikke være sagt, at der ikke også er generationsforskelle i hvordan pandemien påvirker os, for det er der bestemt. Formodentlig dækker Anders Bechs opsang over en utilfredshed med at politikere og andre magthavere fra min generation har gjort så lidt for at mindske uligheden i den tid, de har haft indflydelse. På dén måde ligner kritikken den kritik, der kom fra unge for 50 år siden.