Skærmbillede fra Foreign Policy.

Mattias Tesfaye sagde i et interview med Politiken i januar i år at

»Hvis man kunne banke antallet af spontane asylansøgere ned til nul, ville vi sagtens kunne diskutere et årligt antal kvoteflygtninge. Det ville give god mening at aflaste nogle af de lande i verden, der løfter en kæmpe opgave. Og den bedste måde at nå til nul på er at etablere et modtagecenter uden for Europa. For hvorfor skulle folk krydse 5-10 sikre europæiske grænser, hvis de bliver stillet en flybillet i udsigt og vil få deres asylsag behandlet i et tredjeland?«.

Tesfaye: Målet er nul asylansøgere, Politiken 21. januar 2021(https://politiken.dk/indland/art8071739/Målet-er-nul-asylansøgere)

Ideen med at lade asylansøgere opholde sig i lejre langt fra Danmark er ikke en ny og pludselig overvejelse. Og det er bestemt heller ikke en dansk idé; Australien har haft denne politik fra 2001 til 2008 og derefter igen fra 2012. Australien har indgået en aftale med Nauru om etablering af lejre for asylansøgere der, og det ved danske politikere godt. I 2016 skulle en delegation af folketingspolitikere faktisk besøge Nauru. Og i 2018 kom Socialdemokraterne med deres såkaldte forslag til en “asylreform”, der rummede præcis de samme elementer – den skrev jeg om her dengang.

Men denne tilsyneladende enkle politik, der holder asylansøgere ude af øje og ude af sind, har også store omkostninger (ud over de rent økonomiske udgifter, der faktisk ikke er små). Som i andre sammenhænge, hvor mennesker bliver holdt i en uvis venteposition i lang tid, opstår der alvorlig stress. Mindst 12 asylansøgere er døde i de australske lejre; nogle er blevet myrdet af vagter, andre er blevet udsat for manglende lægehjælp og nogle har begået selvmord. FN har anklaget Australien for at overtræde konventionen mod tortur.