Kategorier
Blog COVID-19 Den akademiske biks

Det er videnskabeligt at fejle

Foto: Daniel Novta (Attribution 2.0 Generic (CC BY 2.0))

C. Brandon Ogbunu, der er adjunkt ved Yale, skriver i Wired om noget, det, forskere har lært under COVID-19-pandemien, nemlig at de nogle gange har taget fejl og at det ikke altid at rart at indrømme.

Da pandemien begyndte, var den almindelige opfattelse blandt forskere, at smitte fra overflader var vigtigst. Der var ikke korrekt – i dag er der konsensus om at aerosoler er en meget vigtigere smittekilde. Til gengæld blev betydningen af varianterne tydeligt undervurderet, og det ser vi med stor tydelighed nu.

En væsentlig del af videnskabens væsen er at forskere kan tage fejl – der kan være mangler i den model af området, de er nået frem til. En helt væsentlig drivkraft i videnskabshistorien har netop været den, at forklaringsmodellerne bryder sammen og at man skal finde nye.

Der er flere grunde til at forskere ikke altid har det godt med at indrømme, at de tog fejl. De har alle med troværdighed at gøre.

Én grund dem er personlig stolthed – det er svært at indrømme egne fejl. Men netop det, at man tør indrømme, at man tog fejl, kan styrke troværdigheden hos den enkelte.

En anden er frygten for at stå svagere i kampen mod pseudovidenskaben, og den frygt er særligt påtrængende netop nu under pandemien. Men det er netop her, man kan skelne videnskab fra psedovidenskab. Man ville aldrig opleve konspirations-“teoretikere” udtale f.eks. at “Vi regnede med at Bill Gates stod bag pandemien, men data peger nu i en anden retning”. Og man ville aldrig opleve en astrolog udtale at “dette aspekt af menneskers personlighed har astrologien alligevel ikke noget godt svar på, så vi er nødt til at trække de seneste horoskoper tilbage og foretage nye undersøgelser”. Netop dette kendetegn ved videnskabeligheden bør forskere fremhæve, for det er dét, der gør den så troværdig.

En tredje grund til at man ikke vil indrømme fejl er desværre økonomiske interesser og dermed forbundet prestige. Sagen om hvordan forskere ved Aarhus Universitet blev udsat for urimelig kritik af AUs ledelse og formanden for en privat fond, efter at de pågældende forskere havde påpeget fejl i en artikel, som nogle kolleger havde fået optaget i Nature, er et tegn på netop dét – en frygt for at miste prestige og forskningsmidler. Hele postyret om dokumentationen for bivirkninger af AstraZeneca-vaccinen, er også et eksempel. Vaccinen har været et prestigeprojekt for et medicinalfirma og for universitetet i Oxford. Men sådanne eksempler viser endnu engang, at det er vigtigt for videnskaben at kunne være økonomisk uafhængig for at den kan være troværdig.