Hvis man har beskæftiget sig med et bestemt område længe nok, oparbejder man en identitet som fagperson. Det er der bestemt ikke noget galt i som sådan. Der er noget godt ved at have faglig ekspertise. Men hvad skal levebrødspolitikere gøre?

Stadig flere politikere, mange af dem tidligere ministre eller politiske ordførere, bliver partihoppere. Selv ville jeg måske hellere sige, at de falder ned gennem partierne, for det er som oftest de detroniserede toppolitikere, der ikke rigtig kan finde sig til rette, der skifter parti. Og de har ét fælles: de er levebrødspolitikere og går efter at kunne blive ved med at være tæt på magten.

I dag varslede Lars Løkke Rasmussen, der vel er indbegrebet af en detroniseret politiker, at han vil falde ned i sit eget parti. Han kan reelt heller ikke andet, sådan som tingene ser ud for ham nu. Det var også i dag, man kunne læse om Naser Khaders talrige, grove forsøg på at intimidere kritikere af ham til tavshed. Naser Khader er indbegrebet af en partihopper.

Historien om ham peger på et andet problem ved tilværelsen som en karriere i politik: faren for at tiltrække dem, der vil misbruge magten og faren ved at fremelske sådan en adfærd. Om Naser Khader altid har været så ubehagelig som han er nu, eller om han er blevet det med tiden, ved jeg ikke.

Hvis man er lønarbejder i den sædvanlige forstand, kan man måske søge sig et andet arbejde, hvis man er utilfreds. Politikere kan ikke gøre netop det. De kan falde ned gennem partierne eller stifte deres eget parti – og det svarer til at etablere sig som selvstændig. (Begge de politikere, jeg har nævnt her, er forresten mænd på alder med mig.)

For mig at se der en tydelig konklusion: at man ikke skal blive levebrødspolitiker og at man ikke bør blive det. Nogle partier har rotationsordninger, og her har man kunnet se tidligere politikere der kunne bruge deres kompetencer i andre sammenhænge. Der er temmelig mange ordninger med ministerpension, ventepenge og pension til folketingsmedlemmer. Måske burde man også skræddersy ordningerne sådan, at det kunne blive en fordel at forlade politik og normen, at man gjorde det, så man kunne bruge den ekspertise, man har, i andre sammenhænge, og så der var en beskyttelse mod at man udviklede uvaner ved at sidde for længe i samme embede. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at den erfarne levebrødspolitiker Kristian Jensen, tidligere næstformand i Venstre, engang foreslog, at universitetslærere skulle søge en ny stilling hvert femte år!

(Visited 40 times, 1 visits today)