Portræt af George Floyd på mur i Manchester i England. Foto: Copyright David Dixon and licensed for reuse under this Creative Commons Licence.

Retfærdigheden skete denne gang fyldest i USA, da en betjent i går blev dømt for drabet på George Floyd. Det er en stor lettelse, at dette ikke endte som en sag som sagen om mishandlingen af Rodney King tilbage i 1992. Den store udfordring er, om dette vil føre til en anden opfattelse af racismens årsager og konsekvenser i USA og andetsteds.

Netop her tænker jeg specielt på politibrutalitet. Det er ikke så sjældent, at man hører nogen sige, at der simpelthen er tale om nogle brodne kar — at vi har at gøre med isolerede tilfælde, hvor nogle psykisk ustabile betjente går over stregen, at der er ikke tale om et dybereliggende problem. På én måde har de selvfølgelig ret, for de fleste betjente dræber ikke arrestanter. Men når det med så jævne mellemrum og i forskellige dele af USA sker, at borgere med minoritetsbaggrund bliver ofre for politivold, er det svært at se, hvorfor der ikke skulle være tale om et systemisk problem.

Man hører ikke mange uden for USA give udtryk for at et andet grusomt problem, nemlig de tilfælde, hvor en mand (det er altid en mand) pludselig går amok og skyder mange tilfældige mennesker, ikke skulle være systemisk.

Det er også lidt ironisk, at ikke helt få af dem, der ikke mener at racisme er et systemisk fænomen, samtidig giver udtryk for en anden systemisk forklaring, nemlig at bestemte etniske gruppers problemer skulle have som årsag, at mennesker fra disse grupper nedarver nogle dårlige egenskaber og derfor er “naturligt underlegne”.

(Visited 104 times, 1 visits today)