Endnu engang skulle Amnesty Internationals danske landsmøde holdes på Zoom. Vi længes efter at kunne mødes igen på Nyborg Strand, men det skulle heller ikke ske i år.

I den kommende tid bliver det andre mennesker, der kommer til at stå i spidsen for Amnesty International.

Det kom som et chok for os, at generalsekretær Trine Christensen pludselig stopper efter fem år. Beslutningen, der er hendes egen, blev taget for ganske nylig og for de allerfleste mødedeltageres vedkommende var det her, man først fik det at vide. Vi kommer til at savne Trine og alt det, hun har gjort for Amnesty International i Danmark, og vi var kede af ikke at kunne tage personligt afsked med hende.

Hovedbestyrelsens leder, Oliver de Mylius, forlader os også, men det skyldes at han falder for 6-års-reglen og ikke kan genopstille.

Noget af det, der bekymrer os rigtig meget for tiden, er den danske regerings beslutning om at ville tage opholdstilladelsen fra syriske flygtninge fra Damaskus-regionen. Til mødet fremsatte hovedbestyrelsen derfor et forslag til udtalelse baseret på et oprindeligt udkast fra koggruppen i Aalborg og eventyrgruppen i København. Der var kun få og små forslag til ændringer af udtalelsen i arbejdsgruppen. Den blev vedtaget enstemmigt.

Her er den.


Udtalelse fra Amnesty Internationals danske landsmøde 24. april 2021

Vi ser med stor bekymring på den danske regerings beslutning om at ville revurdere de omkring 900 sager, der vedrører syriske flygtninge, der i sin tid fik beskyttelse i Danmark på grund af den generelle vold i Damaskus og dens region.

Pr. 1. april 2021 har 380 syrere fået inddraget – eller fået nægtet forlængelse på deres opholdstilladelse i Udlændingestyrelsen. Per 1. marts har 22 syriske flygtninge fået inddraget deres opholdstilladelse – eller ikke fået fornyet deres ophold ved Flygtningenævnet, som er den sidste appelmulighed i Danmark. Vi ved, at 34 syriske flygtninge og asylansøgere, der ikke har fået asyl, står i en såkaldt udsendelsesposition.  

Udlændingestyrelsen har i en rapport fra februar 2019 vurderet, at situationen i og ved Damaskus er tilpas forbedret til, at man kan inddrage syriske flygtninges opholdstilladelser og sende dem tilbage. En rapport, som i denne uge blev stærkt kritiseret af nationale og internationale forskere og eksperter, der ikke kan se deres udtalelser afspejlet i rapporten.   

Vurderingen af, at Damaskus og dens region er sikker og derfor gør tilbagesendelse forsvarlig, er Danmark ene om. Ikke kun Amnesty International men også blandt andre FN’s Flygtningehøjkommissariat er bekymret over udviklingen i den danske praksis. Danmark er det eneste land i Europa, der har besluttet at fratage flygtninge fra Syrien deres opholdstilladelser og forsøge at presse dem til at tage tilbage til Syrien. 

Det danske udenrigsministerium har ikke nogen rejsevejledning til Syrien, men henviser i stedet til andre landes rejsevejledninger. Alle disse rejsevejledninger har en ting til fælles: de fraråder alle borgere fra deres land at rejse til Syrien og man opfordrer indtrængende de borgere der opholder sig i Syrien, til at forlade Syrien så hurtigt som muligt. De danske myndigheder vurderer heller ikke, at deres egne medarbejdere kan opholde sig i Damaskus-området. Den danske ambassade i Damaskus er således lukket, og man henviser til ambassaden i Beirut af sikkerhedsårsager. Regeringen har ved flere anledninger udtalt, at Danmark – af udenrigspolitiske årsager – ikke vil samarbejde med Assad-regimet. 

Det er derfor desto mere påfaldende og forkasteligt, at de danske myndigheder nu fratager borgere deres opholdstilladelse og beskyttelse i Danmark og forsøger at presse dem til “frivilligt” at udrejse til Syrien. 

Inddragelsen af opholdstilladelserne har voldsomme konsekvenser for det enkelte menneske, der bliver berørt. Ellers velfungerende borgere skal forlade deres arbejde eller den uddannelse, de er i gang med, og sendes til et udrejsecenter. Her kan de hverken arbejde eller gå i skole og kan risikere at sidde i en ’standby-position’ i årevis.  

Alt hvad vi ved om disse udrejsecentre, er, at det ender med at dehumanisere de mennesker, der bor der. I en del tilfælde er det ikke kun selve den enkelte, der mister sit opholdsgrundlag, der bliver berørt. Familier vil blive splittet; nogle medlemmer af familien vil kunne blive i Danmark, men hvad konsekvenserne vil være for dem, der nu forsøges presset til at udrejse til Syrien, er ikke klart. 

Amnesty International har i årevis dokumenteret alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, såsom vilkårlige fængslinger, tortur og mishandling, tvungne forsvindinger og henrettelser. Syrere, der vender tilbage til Damaskus og dens region, kan risikere alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, også selvom alle deres papirer er i orden. 

Overgrebene kan ramme alle, da de er meget vilkårlige og vi ser det som brud på international lov, hvis den danske regering presser syrere tilbage. Selvom Danmark ikke udviser syrerne med tvang på nuværende tidspunkt, frygter vi, at de danske myndigheder vil tage alle midler i brug (blandt andet frihedsberøvelse) for at ’motivere’ syrerne til at vende tilbage til Syrien ’frivilligt’. 

Amnesty Internationals landsmøde udtrykker sin store bekymring over den danske regerings beslutning. 

Den er i strid med internationale anbefalinger og ser stort på centrale menneskerettigheder som retten til et familieliv og retten til beskyttelse mod forfølgelse. Vi opfordrer på det kraftigste den danske regering til at stoppe sin enegang og til ikke at inddrage syriske borgeres opholdstilladelser. 

(Visited 51 times, 1 visits today)