Det er underligt at indse, at noget jeg skrev for knap tre et halvt år siden, er kommet til at holde stik. Den 12. november 2017 skrev jeg

Trusselsvurderingen for Syrien vil blive ændret ad politisk vej, og en del syrere vil på baggrund heraf ikke få forlænget deres opholdstilladelse, men vil blive pålagt at vende tilbage til Syrien i henhold til “genopbygningsordningen” og vil derefter nægte det. De pågældende syrere vil så tilbringe en uvis, men lang tid på udrejsecentrene og vil af Inger Støjberg (helt i overensstemmelse med “landegenopbyggernes” retoriske strategi) blive kategoriseret som uansvarlige mennesker, der først og fremmest tænker på sig selv og hvordan de kan udnytte Danmarks gæstfrihed og nægter at være med til den nødvendige genopbygning af deres eget land.

Nærområdehjælpere og landegenopbyggere. (http://www.hanshuttel.dk/wordpress/2017/11/12/naeromraadehjaelpere-og-landegenopbyggere/)

Ikke bare er der ved at ske præcis det, jeg forudsagde (bortset fra at Inger Støjberg ikke længere indtager rollen som minister), men det hele udspiller sig ved brug af retorikken om “landegenopbyggere” og “udnyttelse af gæstfrihed”. I virkeligheden antyder denne måde at tale på, at de mennesker, Inger Støjberg, Kristian Thulesen Dahl, Mattias Tesfaye og andre taler om, ikke er “rigtige flygtninge”.

“Rigtige flygtninge” skal leve op til nogle idealer. “Rigtige flygtninge” er nogen, der vil genopbygge “deres” land. “Rigtige flygtninge” er nogen, der rejser tilbage, når “deres” land er sikkert. Om så Assads Syrien faktisk er “deres” land og faktisk er et sikkert sted, er en anden snak.

Senest er nogle politikere begyndt at tale om at de mennesker, der står til at miste deres opholdstilladelser, “tager pladsen” fra “rigtige flygtninge”. Så ikke bare er de pågældende mennesker nogle lumpne mennesker, der belaster deres værter og ikke vil genopbygge deres land, men de er ikke “rigtige flygtninge”, for de tager også pladsen fra de “rigtige flygtninge”. Lande som Rwanda har ikke på samme måde begrænset plads, så her kan også de, der ikke er “rigtige flygtninge”, blive sendt hen.

I bedste fald taler politikerne på denne måde, fordi de er nationalister og derfor har som grundantagelse, at alle mennesker føler en altoverskyggende loyalitet over for deres land, koste hvad det vil. I værste fald er der tale om et simpelt forsøg på karaktermord begået af politikere og rettet mod mennesker på flugt.