Protest i New York mod Israels aftale med Rwanda. Foto: Irina Yafimchyk (Working Families Party) Attribution-NonCommercial 2.0 Generic (CC BY-NC 2.0)

Efter den danske regerings indgåelse af en aftale med Rwanda, er der kommet fornyet opmærksomhed på den aftale, som Israel indgik med Rwanda i 2017.

Der er en del afrikanere på flugt, der har søgt asyl i Israel; de første ankom under borgerkrigen i Darfur. Som mange andre lande, der modtager flygtninge, er Israel også et land, andre mennsker er flygtet fra. Specielt er Israel et land, hvorfra mange palæstinensere i sin tid flygtede.

I 2017 meddelte Benjamin Netanyahu, at den israelske regering ville udsende 40.000 asylansøgere “uden deres samtykke”, og Rwanda lovede at tage imod 10.000 af dem. Som del af aftalen ville Rwanda få 5000 dollars pr. asylansøger, og det samlede beløb ville på den måde kunne dække to procent af Rwandas samlede statsbudget.

I 2018 udtalte Amnesty International, at denne praksis er udtryk for grov ansvarsforflygtigelse. Senere samme år fulgte israelske journalister op på, hvordan det var gået de asylansøgere, der var blevet sendt til Rwanda fra Israel. Det, man fandt ud af, var forstemmende og helt i tråd med Amnestys konklusioner.

Flere tusinde sudanesiske og eritreiske asylansøgere tog imod et beløb på 3500 dollars fra de israelske myndigheder og et løfte om juridisk status og sikkerhed i Rwanda eller Uganda mod at forlade Israel. Ved ankomsten blev de sendt til et ”hotel”, hvor de skulle opholde sig i 48 timer. Herefter blev de presset/tvunget til at forlade landet og fortsætte deres tilværelse som menneske på flugt.

Det er ikke overraskende, at Rwanda, der er et fattigt land og ikke ligefrem har gode traditioner for at respektere menneskers retsstilling, først og fremmest har opfattet aftalen med Israel som en kilde til indtægter, og de lovede retsgarantier har asylansøgerne ikke fået. Det lader ikke til, at Rwandas behandling af asylansøgerne som en slags pengemaskine har fået andre konsekvenser end at Israel har opsagt aftalen med landet. De mennesker på flugt, der blev sendt til Rwanda og derefter blev udnyttet og deporteret videre, blev taberne.

Den danske regering fordømmer menneskesmuglerne som samvittighedsløse kræfter, der tjener penge på mennesker på flugt. Men hvordan adskiller tredjelandes adfærd i denne sammenhæng sig egentlig fra menneskesmuglernes? Min fornemmelse er, at den danske regering i bedste fald er naiv, når den forsøger at indgå aftaler af denne art med fattige tredjelande.