Den politik, som skiftende danske regeringer igennem de seneste tyve år har ført over for mennesker på flugt, udenlandske statsborgere i Danmark og borgere “med anden etnisk baggrund”, er dybt bekymrende. De seneste ideer om at fratage mennesker fra Syrien deres opholdstilladelser og om at outsource modtagecentre til lande i Afrika er kulminationen på denne bekymrende udvikling, omend det næppe slutter her.

De af os, der ikke kan acceptere den hårde udlændingepolitik og de menneskelige ofre, den fører til, føler ofte afmagt, for det virker ofte som en helt umulig kamp. Der er demonstrationer den 19. maj, hvor målet er at give udtryk for vores protest mod at fratage borgere fra Syrien deres opholdstilladelser. Det er vigtigt at møde op for at bryde følelsen af afmagt og for at vise, at der ikke er konsensus. Men det kan ikke være sidste skridt, kun det første.

Det første at gøre må være at sige at “nødvendighedens politik” ikke er nødvendig. Nogle politikere hævder, for at den hårde udlændingepolitik er udtryk for en konsensus og for en form for nødvendighed som udviklingen dikterer, men den er ikke mere nødvendig end så mange andre af de store skift, der er sket inden for de seneste 20 år – f.eks. ideerne om konkurrencestaten og New Public Management. Der er hos ledende socialdemokrater opstået en falsk dikotomi om at det at sige nej til at inddrage opholdstilladelser fører til “fri indvandring”. Tilmed er der ved at opstå en ækel formulering, som jeg vil opfordre til at vi kaprer: Fanget af medfølelse.

»Vi må tale med dem, der lige nu er fanget af medfølelse for de mennesker. Hvis man reelt mener, at mennesker, der er kommet hertil med midlertidigt beskyttelsesbehov, aldrig skal hjem, er det det samme som at sige, at alle, der kommer hertil, skal have lov at være her permanent«.

S-borgmester advarer partifæller: Vi må ikke gentage fortidens dumheder, Politiken 10. maj 2021 (https://politiken.dk/indland/art8203456/Vi-må-ikke-gentage-fortidens-dumheder)

For alle os, der er fanget af medfølelse (et udtryk, der tangerer godhedsindustrien i sin kynisme) må det næste derfor være at udfordre, at der skulle være tale om konsensus. Jeg kan se, at der er socialdemokrater rundt omkring, der melder sig ud af partiet eller udtrykker deres utilfredshed i debatindlæg i dagspressen. Der er sikkert også medlemmer af andre partier, der på samme måde er fanget af deres medfølelse. Jeg håber, alle de mennesker i de politiske partiers bagland vil fortsætte ad den vej; det vil samtidig være en sejr for demokratiet i de politiske partier (i det omfang der er et sådant demokrati rundt om i partierne).

Men et nej til den hårde udlændingepolitik er større end et partipolitisk anliggende. Den hårde udlændingepolitik har store personlige omkostninger for de mennesker, den går ud over, og den er med til at forrå samfundet.

Derfor må vi få de andre aktører i spil. Hvis danske virksomheder siger, at de ikke vil assistere i etablering af lejre i Rwanda eller bringe deres ansattes sikkerhed i fare (for ikke helt få flygtninge har jo arbejde) og vil kæmpe for deres rettigheder, hvis fagforeninger som DJØF kritiserer retssikkerheden i flygtningepolitikken, og hvis elevbevægelsen og studenterbevægelsen siger, at de ikke vil bringe deres kammeraters liv i fare (for ikke helt få flygtninge er under uddannelse) kan det også forandre noget. De andre aktører er også heldigvis fanget af deres medfølelse.

Hvad kan man ellers gøre? Jeg tror, det vigtige er ikke at falde for fristelsen til at rette sin afmagt mod de politikere, der taler for en hård udlændingepolitik, i form af vrede. For det første nytter det ikke så meget. De hårde politikere er ikke alene om deres holdninger; de kommer fra et sted uden for dem selv. For det andet er det jo det positive, ikke det negative vi vil. Jo mere de af os, der ikke vil den hårde udlændingepolitik, bruger tiden på at være vrede, jo mere kører vi fast i vreden. Og så bliver vi selv negative. Jeg er fristet til at sige, at det bedste man kan gøre i en verden fuld af Stoklund og Støjberg og Vermund og Tesfaye, der er fanget af deres manglende medfølelse, er at ignorere dem. Det, man giver opmærksomhed, vokser nemlig.

Selvfølgelig har jeg ikke et færdigt svar på, hvad vi skal gøre, men vi er nødt til at komme ud over afmagten. Det forpligter at være fanget af sin medfølelse!