Foto: Louis Peckstadt (Attribution 2.0 Generic (CC BY 2.0))

En tekst af Inger Støjberg på Facebook fik mange kommentarer for et par uger siden. Nu er der en anden tekst på Facebook af samme slags, denne gang skrevet af Mette Frederiksen.

Også her skal teksten forestille at være rettet én målgruppe, mens den egentlige målgruppe er en anden. Inger Støjberg lod som om hun henvendte sig til de syriske flygtninge, der står til at miste deres opholdstilladelser, men reelt talte hun til sine tilhængere. Mette Frederiksen lader nu, som om hun ønsker muslimer i Danmark tillykke med Eid, men reelt bruger hun sin lange statusopdatering til at forsvare sin hårde udlændingepolitik og til at indarbejde nationalistisk retorik. Måske er statusopdateringen også en reaktion på de mange, der har kritiseret aftalerne med Rwanda om modtagecentre og fratagelsen af opholdstilladelser til syriske flygtninge. Mette Frederiksen er ellers ikke kendt som en, der interesserer sig for at nogen fejrer Eid, og hun glemmer da også i løbet af teksten hvem det er, hun oprindelig hævder at tale til.

Støjberg og Frederiksen er eksempler på danske politikere, der forsøger at appellere til dem, de mener udgør deres vælgerbase, gennem at pege en gruppe i befolkningen ud, som ikke har samme magtposition som dem selv. De retoriske strategier er subtilt ubehagelige.

Den nationalistiske ide om “den store udskiftning” (som man finder hos bl.a. et foretagende som Generation Identitær) dukker i 2021 op hos Socialdemokratiet i en slags blød udgave som det retoriske spørgsmål

Er man et dårligt menneske, fordi man ikke ønsker at se sit land blive grundlæggende forandret? Det mener jeg ikke..

der antyder, at der er en befolkningsgruppe, der arbejder på netop dét. Og når Mette Frederiksen siger

I Socialdemokratiet står vi fast på, at det betyder noget, hvor mange flygtninge og udlændinge, Danmark kan modtage på én gang.

lyder det umiddelbart moderat (for ingen ville vel hævde, at det ikke betyder noget), men i januar i år udtalte hun at målet var, at der skulle komme nul asylansøgere til Danmark.

De fleste “udlændinge” i Danmark taler og forstår dansk, og mange af dem har tilbragt hele deres liv i Danmark. Alle de mennesker, der bliver omtalt, ved derfor udmærket godt, hvad der finder sted i Danmark i den såkaldte “udlændingedebat”, og det, der finder sted, er ikke en kommunikation mellem ligeværdige parter.

Det er magtfulde politikere, der taler om én som et problem eller som nogen, der skal opdrages på, og den slags føles altid intimiderende.