Den nu så omtalte Rasmus Stoklund skrev en bog om “Blå Bjarne” i sit forsøg på at få svingvælgere, der var svinget fra Socialdemokraterne til Venstre, til at svinge tilbage igen. Et andet forsøg skyldtes Jesper Claus Larsen, der systematisk gik efter de svingvælgere, der var svinget fra Socialdemokraterne til Dansk Folkeparti – præcis som Venstre tidligere havde gjort det. En artikel i Zetland fortæller om Socialdemokraternes arbejde med fokusgruppeinterviews i denne gruppe for at nå ind til “Gule Gitte”.

Tilbage i København, hvor historien her begyndte, havde der siddet en kvinde i starten af 40’erne, der ikke havde sagt et muk den første halve time. Hun var folkeskolelærer, så meget havde Jesper Claus Larsen fanget. “Jeg tænkte: ‘Hende får jeg ikke meget ud af. Hun er her for kaffen.’” Men da hun og fokusgruppen opdagede, at de alle var DF’ere, “fløj hun op af stolen”. “I ti minutter talte hun i én køre om, hvad hun mente, der var galt med udlændinge og islam, og at Dansk Folkeparti var det eneste, der kunne redde Danmark fra det totale kollaps.” Fokusgruppen nikkede. Jesper Claus Larsen var paf. “Hvis du havde mødt hende på gaden, havde du tænkt, at der går en stille og rolig folkeskolelærer.” Da han takkede af og kom ud i efterårsmørket, tænkte han: Hvor mange findes der mon af hende – usynlige DF’ere – derude i vælgerhavet? “Det stod klart for mig, at de her mennesker vandt vi ikke bare lige tilbage. De havde truffet en afgørende beslutning i deres politiske liv, og der fandtes intet quickfix. Det ville blive et langt sejt træk.”

Frederik KULAGER: Socialdemokraterne blødte vælgere til DF.
Så hyrede de manden her, der med en simpel metode fik dem tilbage i folden. ZETLAND (https://www.zetland.dk/historie/sO9kYXZW-m8aLK33v-9b76e)

Socialdemokraterne tog konsekvent “Gule Gittes” holdninger for pålydende og omformede sig efterhånden til et nationalistisk parti, som “Gule Gitte” ville stemme på. Det gjorde det muligt for dem at operere med skiftende flertal i Folketinget, og de genvandt regeringsmagten. Men samtidig er livet i Danmark blevet mærkbart hårdere for mennesker på flugt og for andre, der ikke er danske statsborgere. Vi, der er falskhumanister, kan ikke acceptere denne udvikling, der rammer vore kolleger, venner, studiekammerater og medborgere i det hele taget.

Erfaringerne viser samtidig noget andet: De, der møder mennesker på flugt, bliver ofte forandret af dette møde. De bliver fanget af medfølelse, når de opdager, at Den Anden er typisk et menneske som dem selv. Jeg husker, hvordan en af dem, der hjalp de flygtninge, der pludselig ankom til Gedser i efteråret 2015, netop var en “Gul Gitte”, der indtil da havde stemt på Dansk Folkeparti.

Det er derfor, jeg tror at vi falskhumanister også bør gå efter svingvælgerne og lytte til dem – ikke for at få dem til at stemme på et helt bestemt parti, men for at få “Gule Gitte” og hendes venner til at leve sig ind i beretningerne om mennesker på flugt ved at møde dem.

Det handler ikke om partipolitik, men om at få “Gule Gitte” til at se den fremmede som andet end den fjende, hun ikke har mødt, og få hende til at forstå, hvorfor intet menneske vil sendes tilbage til det lidt kedelige land, de flygtede fra. Man behøver ikke at tale ned til nogen, bare fordi man ikke taler dem efter munden. Som falskhumanister vil vi det gode, og det skal vi holde fast i.

Politikerne fra Socialdemokratiet, Venstre og andre partier med regeringsambitioner er i stort omfang uden for rækkevidde, men med “Gule Gitte” kan det være anderledes.

Det muligvis paradoksale er, at jeg tror at et parti som Dansk Folkeparti faktisk kunne få øget opbakning, hvis det levede op til egne populistiske/opportunistiske traditioner og i en form for falsk falskhumanisme begyndte at tale for at syrerne i Danmark ikke skulle have frataget deres opholdstilladelser.