Fra Skøttrup fattiggård, 1919. Foto: Hjørring kommune (https://kommunearkiv.hjoerring.dk/se-kilder/kildepakker-fra-hjoerring-kommunearkiv/velfaerdsstaten/fattigvaesenet/)

De første danske grundlove fra 1849 og 1915 fortalte, at borgere kunne modtage det, man kaldte for fattighjælp, hvis de var “værdigt trængende”. Men samtidig mistede borgere på fattighjælp en del rettigheder, bl.a. stemmeretten og retten til at stille op til valg. Fattige kunne kun gifte sig, hvis de fik tilladelse. Fattighjælp var bygget på tanken om at hjælpen var en almisse, som modtageren skulle være ydmygt taknemmelig for. Borgere på fattighjælp boede på fattiggårdene, hvor de skulle være for sig selv. Der var også særlige tugt- og forbedringshuse, hvor de, der ikke var værdigt trængende (som f.eks. prostituerede og småkriminelle) skulle opholde sig.

Socialreformen fra 1933, der skyldtes Socialdemokratiet, begyndte et opgør med denne tankegang.

I dag er det som om tankerne fra fattigvæsenet er vendt tilbage hos politikerne, når de taler om flygtninge og andre udlændinge, der befinder sig i Danmark. Tilbage i 2015 skrev jeg om hvordan Dansk Folkeparti mente, at flygtninge skulle bo på særlige centre, indtil de kunne sendes tilbage til det land, de var flygtet fra.

I år har man kunnet læse Inger Støjbergs berygtede Facebook-opdatering om de syriske flygtninge, der skulle udvise taknemmelighed over for “danskerne”. Vurderingerne af flygtninge ligner vurderingerne af om man nu faktisk også er “værdigt trængende”. Reglerne for ægtepar giver mindelser om fattigforsorgens krav om tilladelse, før man kan gifte sig. Og tankerne om udrejsecentre, hvor beboerne skal have særligt hårde forhold, der skal “motivere” dem til at forlade landet, er beslægtede med tankegangen om tugt- og forbedringshuse. Det særlige er, at det nu er Socialdemokratiet, der for mange år siden gjorde op med fattigvæsenet, der vender tilbage til tankegangen fra det.