På en måde er det glædeligt, at så mange politikere nu tager afstand fra det racistiske optrin, en familie fra København med arabisk baggrund var ude for for ganske nylig. Personer som Rasmus Stoklund, Rasmus Jarlov og Søren Espersen har været ude at fordømme angrebet.

Men kan man tale negativt generaliserende om bestemte befolkningsgrupper gennem lang tid og appellere til bestemte andre grupper i befolkningen og alligevel forvente, at det ikke får nogen konsekvenser i menneskers adfærd? Det kan man åbenbart. Rasmus Jarlov undrer sig over, at nogen kan tage “modstand mod masseindvandring” personligt eller bruge denne “modstand mod masseindvandring” til angreb på andre mennesker. Pia Kjærsgaard sagde i sin tid at

Man er vel i sagens natur et offer, når man som uskyldig bliver udsat for vold?

»Jo, men kvinderne med tørklæde kunne jo også afveje situationen og tænke, at hvis de bliver ved med at møde de reaktioner på gaden, så kunne de bare tage tørklædet af. Så signalerer de også, at de gerne vil være en del af det danske samfund«.

Jeg føler mig provokeret af kvinder med tørklæde , dagbladet Politiken 15. juli 2014 (https://politiken.dk/debat/art5596858/Jeg-føler-mig-provokeret-af-kvinder-med-tørklæde)

og gjorde på denne måde hadforbrydelser til noget, ofrene selv var skyld i – præcis som når nogen siger, at kvinder kan undgå seksuelle overgreb ved at klæde sig mindre udfordrende.

Jeg har svært ved at forstå, hvordan politikere kan undre sig over, at udtalelser, der dybest set kan reduceres til udsagnet “Jeg vil ikke have at folk som dig skal kunne bo i Danmark”, bliver taget personligt. En afværgebemærkning som “Jeg har ikke noget mod netop dig som person, jeg har kun noget imod den befolkningsgruppe, du tilhører”, lyder muligvis formildende i politikernes ører, men hvad modtageren tænker, er en anden historie. Hvordan er det mon som kvinde at høre bemærkninger som “Jeg har ikke noget mod dig som kollega, jeg vil bare ikke have flere kvindelige kolleger”? Man føler sig næppe værdsat, i bedste fald som en person, hvis tilstedeværelse bliver tålt af flertallet.

Men lad os tage den strategiske velvilje, vi nu oplever, på ordet og spørge Socialdemokraterne, Konservative og Dansk Folkeparti, hvilke politiske initiativer de vil tage for at få standset hverdagsracismen.