Jeg har læst en artikel, der på én og samme tid er chokerende og ikke det mindste overraskende.

I datalogi er det af historiske årsager endt sådan, at mange af de vigtigste og mest prestigefyldte publikationskanaler er konferencer – og de har deadline én gang om året. Så man har kun én chance hvert år for at få sine bidrag publiceret. Fordi kun mellem 15 og 25 procent af de indsendte artikler bliver optaget til publikation (fordi der er en grænse for hvor mange foredrag, der kan være til samme konference), og fordi man er nødt til at publicere i vigtige sammenhænge for at kunne få forskningsmidler og for at få et godt ry, er disse konferencer af meget stor vigtighed. For at sikre en retfærdig bedømmelse, bliver alle indsendte bidrag anonymiseret, og bedømmerne er anonyme – den såkaldte dobbelt-blinde bedømmelse.

Vi ved, at eksamenssnyd er forkasteligt, men også hvad motivationen for at snyde er – nemlig at kunne bestå med alt hvad det fører med sig af positive konsekvenser. Men en helt tilsvarende adfærd viser sig at findes blandt forskere. Den amerikanske professor Michael L. Littman kan afsløre, at nogle forskere inden for computerarkitektur helt systematisk har rottet sig sammen for at få deres artikler optaget til de mest prestigefyldte konferencer. De har aftalt at sende ind samtidig og har så bedømt hinandens artikler; hvis bedømmere uden for denne kreds har været negative og måske endda har indset, hvad der skete, har forskerne fra sammensværgelsen skrevet til dem og truet dem. Og belønningen udebliver ikke – de pågældende forskere får deres artikler optaget til de pågældende konferencer. Denne uærlige og intimiderende adfærd er ikke begrænset til computerarkitektur; også fra andre forskningsområder inden for datalogi kan Littman nævne eksempler.

Der må være flere konklusioner at drage her.

  • Ideen om dobbelt-blind bedømmelse er ikke nødvendigvis god. Bedømmerne kan gemme sig i sikkerhed. Jeg husker selv en artikel, som jeg var med til at skrive – først i fjerde forsøg blev den optaget til en konference. De negative bedømmelser, vi fik, henviste altid til bestemte andre menneskers arbejde, og det var formodentlig de samme bedømmere, vi blev ved med at løbe ind i. I fjerde forsøg var bedømmelserne pludselig helt anderledes positive.
  • Der er alt for stort fokus på konferencer nu, hvor den teknologiske udvikling gør at det er nemt at publicere. Det giver langt mere mening at publicere i tidsskrifter nu.
  • Der er alt for mange videnskabelige opdagelser inden for datalogi, der må løbe spidsrod fra konference til konference inden de bliver optaget, selv om de egentlig er tilstrækkeligt gode til at kunne blive publiceret med det samme og måske kunne nå ud til en bredere kreds.
  • Konkurrencen blandt forskere er blevet så hård nu, at den opmuntrer til uetisk og forkastelig adfærd.

Og der er næppe nogen grund til at håbe på, at alt dette kun sker inden for datalogi.

(Visited 19 times, 1 visits today)