Billede fra Facebook.

Det er tydeligt, at det lige nu er ubehageligt for politikere at blive konfronteret med hverdagsracismen, og at de har behov for at distancere sig fra den samtidig med at de forsvarer en hård udlændingepolitik. I Berlingske skriver en af hovedarkitekterne bag den hårde udlændingepolitik i Danmark, nemlig Pia Kjærsgaard

Kære venstrefløj, manden i den grønne jakke er jeres produkt. I har skabt ham. Jeres fejlslagne udlændingepolitik gennem årtier har fået frustrationerne i dele af befolkningen til at boble op. Husker nogen mon »spyttemanden« ? Under indtryk af flygtningebølgen i 2015 gav en mand sig til at spytte efter flygtninge fra en motorvejsbro, hvor han havde placeret sig. Modbydeligt, ja. Men også udtryk for desperation.

Manden i den grønne jakke var hverken køn at se eller høre på. Men venstrefløjen – ja, de fleste partier – har kun sig selv at takke for den udvikling, der har skabt ham. Hvis vi havde bremset op i tide, kunne vi have undgået både ham og den splittelse af befolkningen, som er det sørgelige resultat af en forfejlet udlændingepolitik.

Denne slags argumenter minder i ubehagelig grad om det, man hører fra de såkaldte incel-mænd, der giver for deres indædte had til kvinder. De giver udtryk for at nogle incel-mænds voldelige handlinger udspringer af simpel desperation efter at være blevet afvist af kvinder igen og igen. Ville man påstå, at det var modvillige kvinders skyld at nogle mænd begår voldshandlinger og at kvinder derfor ikke burde afvise mænd så ofte? Hvis bare feminismen ikke var gået så langt, ville nogle mænd ikke føle sig tvunget til ekstreme handlinger (osv.). Sådan en holdning siger indirekte, at incel-mændenes motiver faktisk er gyldige.

Eller hvad med fanatikere, der er motiveret af religion? Ville man sige, at deres voldelige handlinger var modbydelige, men samtidig udtryk for desperation på baggrund af den omsiggribende ateisme og modvilje mod at lade religion få indflydelse på politiske beslutninger?