For nylig fik den danske musiker Benjamin Koppel mulighed for at mødes med Mattias Tesfaye, og det var tydeligt, at Benjamin så dette som en særlig mulighed. Men der kom ikke noget ud af det.

Og Jan Egeland, der er en erfaren norsk politiker og diplomat, er i dag ude med en hård kritik af den danske regerings flygtningepolitik. Heller ikke det vil der komme noget ud af.

De danske socialdemokrater vil reagere på præcis samme måde over for Jan Egeland, som Mattias Tesfaye reagerede over Benjamin Koppel. De vil sige at de har truffet den beslutning, de har, at de er nødt til det for at redde Danmark og at alle mennesker skam skal hjælpes, bare ikke her.

Grunden til at der intet vil ske og at ingen vil lytte, er at de fleste danske politikeres opfattelse gennem mange år er blevet formet af en form for exceptionalisme. Det er et begreb, vi ofte forbinder med et land som USA, og jeg har skrevet om det her tilbage i 2014.

Den danske exceptionalisme siger at Danmark er noget helt særligt. Danmark er et på en og samme tid rigt og stærkt, men samtidig svagt og truet land hvorimod “nærområderne” og afrikanske lande (der også ofte er “nærområder”) på én og samme tid er så fattige og svage, at mennesker flygter derfra, men samtidig så stærke, at de kan bære den byrde, Danmark ikke kan bære, fordi Danmark også er svagt.

Helt tilsvarende er “danskerne” noget særligt – de er et stærkt folk med et stærkt samfund. Men “danskerne” og det danske samfund er samtidig svagt og truet på grund af flygtningene, som godt nok er grundlæggende svage med en svag kultur, som er indbygget i dem, men samtidig stærke nok til at true “danskerne”.

Fordi Danmark er så exceptionelt og på én gang stærkt og svagt, kræver situationen derfor særlige “danske løsninger” – præcis ligesom “det særlige ved USA” gør at man i USA ikke kan have f.eks. et offentligt sundhedsvæsen, afskaffe dødsstraf eller indføre regulering af salget af håndvåben. I udemokratiske lande som Kina eller Hviderusland er exceptionalismen som regel én, der siger at “vi har ikke råd til demokrati” eller “demokrati er uforeneligt med vores lands værdier”.

Problemet med exceptionalismen kommer af at alle lande kan have deres egen exceptionalisme, der bare overlader problemerne enten til andre eller til tilfældet. Alle andre lande kan bruge deres egen variant af exceptionalisme til at nægte at tage imod flygtninge på præcis samme måde som Danmark kan. Exceptionalismen fører til isolationisme, og flygtninge og andre udsatte mennesker bliver sorteper.

Det er svært at overbevise danske politikere om, at den danske exceptionalisme er en blindgyde, for så ser det ud som om man i stedet skal have den holdning at vores land ikke er noget særligt. Men alternativet til dansk exceptionalisme (og alle andre udgaver af exceptionalisme) er ikke en følelse af nationalt mindreværd. Det må derimod være en følelse af nationalt ligeværd: At alle lande og alle mennesker har samme værdighed og at løsninger skal være fælles og internationale. Løsningerne skal især ikke gennemføres af rige lande, der vil isolere sig og dukke sig og prøver at betale fattige lande for at overtage Danmarks ansvar.

(Visited 121 times, 1 visits today)