Storbritannien modtog 32.411 asylansøgninger inden for det seneste år. Det er en tredjedel af tallet i begyndelsen af 2000’erne. Storbritannien er nummer fem blandt europæiske lande mht. antallet af ansøgninger om asyl, og justerer man efter befolkningstallet, er landet på en 17. plads.

Men i Storbritannien har regeringen den holdning, at mennesker på flugt i særlig grad har ønske om at flygte netop dertil – og også her har man en brun minister til at stå frem og forsvare stramningerne. Priti Patel er den britiske Mattias Tesfaye – hun har indisk/ugandisk baggrund.

Strategierne for at forhindre mennesker på flugt i at komme til Storbritannien er velkendte i dansk sammenhæng: Øget grænsekontrol og fokus på midlertidige opholdstilladelser til dem, der faktisk får asyl. Kvoteflygtninge kan få længere opholdstilladelser, men dem modtager Storbritannien næsten ingen af. Det er alt sammen tænkt som former for afskrækkelse. Men virker alle metoderne til afskrækkelse så? En artikel i The Economist sætter fokus på netop dét.

Heaven Crawley fra Coventry University, som har interviewet mange asylansøgere, siger, at de normalt er dårligt informerede. Mange har simpelthen et vagt ønske om at tage til “Europa”. Andre baserer deres ønske om netop at komme til Storbritannien på overraskende naive årsager, som f.eks. engelsk fodbold.

It’s not like people are going to read in a paper that British policy is horrible and decide not to come

Heaven Crawley, citeret i The Economist 7. august 2021 (https://www.economist.com/britain/2021/08/07/a-country-with-few-asylum-seekers-wants-even-fewer)

Tim Hatton fra University of Essex har undersøgt, hvorfor asylansøgere vælger netop de lande, de gør. Afstanden er vigtig – jo længere rejsen er, desto færre når dertil. Mennesker på flugt søger til lande, hvor der bor mange landsmænd. Derimod har forsøg på at afskrække mennesker på flugt ved at sætte dem i lejre, give dem lavere ydelser eller begrænse deres arbejdsevne ingen virkning.

Efterhånden er det blevet min fornemmelse, at regeringerne faktisk godt ved, at strategierne til afskrækkelse ikke afholder mennesker fra at flygte. Hvis man er truet, bliver man drevet på flugt uanset hvad. Men de samme regeringer kan bruge stramningerne taktisk i indenrigspolitisk sammenhæng: De appellerer til bestemte grupper i vælgerskaren, der vil have politikere der fører en stram udlændingepolitik som sådan og fører en hård linje over for andre lande.

Til gengæld har stramningerne store menneskelige omkostninger for dem, der ikke kan få asyl, mister deres opholdstilladelse eller tilbringer lang tid i asylsystemet. Også dét kan politikere bruge strategisk: De kan kritisere de pågældende mennesker på flugt for ikke at gøre det, de “burde”.