Der var engang, hvor jeg hørte ganske mange nye albums inden for mange forskellige genrer af “rytmisk musik” (rock, country, folkemusik, elektronisk musik, hiphop, jazz osv. osv.) og dertil også en god portion klassisk musik. Men inden for det seneste halvandet år har jeg ikke hørt særlig megen ny musik. Det er underligt at opdage. Jeg har ikke fået en pludselig antipati; der er sket noget i mit liv.

Ét er selvfølgelig, at pandemien lagde en dæmper på mulighederne for at indspille og udgive musik. Der er formodentlig ikke kommet så mange nye udgivelser som førhen, og der har været lange perioder uden koncerter. Men noget andet er, at mine lyttevaner har ændret sig. Det samme er sket i bøgernes verden for mig: Siden pandemiens begyndelse har jeg faktisk kun fået læst én bog færdig, og den blev jeg færdig med i den sommer, der nu er ved at være slut.

Førhen købte jeg musik som cd’er og som download; nu abonnerer jeg på en streamingtjeneste (i mit tilfælde er det Apple Music), og derfor har jeg uanede muligheder for at lytte til nyt. Men jeg gør det ikke for alvor. Engang hørte jeg musik, når jeg var i fitness-centeret eller kom rundt i byen. I gamle dage tog jeg til musikfestival og gik til koncerter, hvor jeg oplevede musiknavne, jeg ikke kendte og lod mig inspirere på den måde. Men jeg gør ikke nogen af delene længere nu.

Jeg er lige så stille gået over til at høre radio, og her er det P2 Klassisk, der har vundet stort. Popkanalerne P3 og P4 har jeg altid undgået, men end ikke P6 fanger mig. Måske er det simpelthen tidens fylde, der nu manifesterer sig?

Ét nyt album er jeg dog blevet glad for i år, og det er et klassisk album (eller hvad man nu skal kalde det), nemlig Exiles med musik af den nulevende tysk/engelske komponist Max Richter. Hvis man kan lide Michael Nyman eller Arvo Pärt, vil man synes om Exiles.

(Visited 40 times, 1 visits today)