Med mange års forsinkelse har jeg fået læst Malignant Sadness af den britiske biolog Lewis Wolpert, der døde tidligere i år af COVID-19 i en alder af 91. Bogen, der udkom i 1999, handler om depression og tager udgangspunkt i Wolperts egne erfaringer med at have en depression. Titlen er hans analogi: Celler deler sig og vokse, og sådan skal det være. Men der er en ondartet form for celledeling og -vækst, nemlig kræft. Tilsvarende kan man være trist, men depressionen er den ondartede tristhed.

Jeg har selv aldrig haft en depression, men jeg har kendt en del mennesker, der har været igennem det og har været vidne til hvad det har gjort ved mennesker, der ellers havde været aktive og havde haft mange resurser. Det bedste ord, jeg som udenforstående kan finde for denne ondartede tristhed, der så ofte lever sammen med angst, er at den er trøstesløs.

Wolpert bruger sin baggrund som biolog til at give en grundig gennemgang af ikke mindst hvordan neurotransmittere spiller ind på udvikling af depression og hvordan forskellige typer psykofarmaka kan påvirke dette. Men lige så interessant er hans gennemgang af forskellige former for psykoterapi, for Wolperts konklusion er faktisk, at denne form for behandling er mindst lige så effektiv. Her foretrækker han, baseret på forskningsresultater og egne erfaringer, kognitiv terapi frem for psykoanalytiske og psykodynamiske tilgange.

Interessant er det også at læse om hvordan synet på depression og på hvordan depression skal behandles har varieret op gennem tiden og hvordan der er kulturelle forskelle mellem hvordan man ser på depression i Europa, i Østasien (her specielt Kina og Japan) og Indien. Der er nemlig ganske store forskelle. I Kina og Japan er der behandlinger for depression, men samtidig er depression noget, man ikke taler om. I Indien er patienter nogle steder ikke indlagt alene på psykiatriske hospitaler; de har en af deres pårørende hos sig. Det har både potentiale til at være godt og mindre godt – hvis forholdet til den pårørende har været belastende og måske er en del af årsagen til depressionen, er det mindre godt.

Samtidig er det lidt påfaldende, at Wolpert slet intet fortæller om hvordan depression bliver opfattet i afrikanske lande. Han var nemlig selv født og opvokset i Sydafrika; hans familie stammede fra Litauen og havde jødisk baggrund.

Som selve bogens eksistens bevidner, var Wolpert selv åben om sin depression, men samtidig var han selv tilbøjelig til at tilskrive den biologiske årsager snarere end ydre forhold, og han er selv åben om at dette i virkeligheden vel også er udtryk for en form for blufærdighed.