Billede fra en stor konference (der ikke var Fremtidens Danmark)

Regeringen holdt en konference om Fremtidens Danmark i Fredericia i går, den 24. august. Her sagde Mette Frederiksen i sin tale bl.a. at

Der er mange ord i dansk politik. Og i det offentlige rum. Men samtale – det er næsten forvundet. 

Statsminister Mette Frederiksens tale på konference om fremtidens Danmark (https://www.stm.dk/statsministeren/taler/statsminister-mette-frederiksens-tale-paa-konference-om-fremtidens-danmark/)

Det lyder jo flot. Özlem Cekic var en af de mange, der var blevet indbudt til konferencen. Efter konferencen skrev hun et tankevækkende indlæg på Facebook (ja, de findes også). Her stod bl.a.

Statsministeren indledte med at fortælle om, at hun mente at den demokratiske samtale var fraværende. Alt gik for hurtigt og bureaukratiet havde taget overhånd. Hun mente, der var brug for at gøre noget ved det. Fedt, tænkte jeg. Nu sker der noget. Salen var propfyldt med repræsentanter fra erhvervslivet, civilsamfundet, uddannelses-, beskæftigelses- og socialsystemet. NGO, organisationer og iværksættere sad ved runde borde i en kæmpe sal. Tror måske vi var omkring 500 mennesker. Jeg sad selv ved et bord med topdirektører fra virksomheder, der arbejder med grøn omstilling.

Det var ikke muligt at stille spørgsmål til hende, andre politikere men kun til Kasper Hjulmand. Man havde til anledningen lavet en app, så man kunne stille sine spørgsmål digitalt. Ikke noget med et rigtigt menneske, der rejste sig op og holdt en mikrofon og havde øjenkontakt med Kasper, når han stillede sit spørgsmål til. Nej dialogen var også her reduceret til et digitalt sms. Desværre var der kun plads til et par udplukkede digitale spørgsmål i den store sal.

Så gik en marathon igang med 45 taler, oplægsholdere og debattører. De talte i små paneler, i diverse rum, og vi lyttede. Kun få steder var der mulighed for at stille et spørgsmål, eller komme med en kommentar. Ellers var alt en-vejs-kommunikation. Fra panelet til salen.

Facebook-opslag af Özlem Cekic (https://www.facebook.com/Özlem-Cekic-47520761764)

Den sidste del af konferencen skulle åbenbart gøre det ud for gruppearbejde, men var det tydeligvis ikke.

I virkeligheden er formen karakteristisk for en bestemt form for kommunikation. Jeg kender den alt for godt fra akademiske konferencer; de er typisk programsat som lange dage med korte foredrag. Mellem hvert foredrag er der et par minutter sat af til spørgsmål. Grunden til at forskere faktisk deltager i konferencer er typisk en helt anden: Muligheden for at mødes med fagfæller. Når man er sammen med fagfællerne, er man det i pauserne og uden for de lange dages foredrag.

Helt tilsvarende har megen undervisning på universiteter typisk taget form af forelæsninger for store hold. Af og til har der været spørgsmål fra salen, og hvis underviseren holder pause i auditoriet, kan han/hun ofte bruge meget af pausetiden på at tale med deltagere fra det store hold. Ganske mange kurser i universitetspædagogik går ud på at reparere på forelæsningsformen, så deltagerne kan blive aktiveret undervejs.

Det er ikke selve præsentationerne, der er vigtige og skaber nye erkendelser – det er alt det, der sker mellem dem.

Men nu, hvor vi efter lang tid med online-undervisning ved ganske meget om andre måder at være sammen på og samtidig har andre tekniske muligheder end man havde for kun få år siden, må det være muligt at finde alternative mødeformer, der kan leve op til Mette Frederiksens fine ord – så vi kan tale sammen i stedet for først og fremmest at tale til hinanden. Det kræver så også, at man “sætter møderne fri”. Mange “envejsdialoger” er egentlig mest tænkt som en lejlighed for bestemte personer til at tale, mens de øvrige deltagere først og fremmest skal reagere på det, der er blevet sagt. Denne måde at tænke på siger måske også noget om ledelsesstil – at der er tale om “inddragelse” (et ord, der fortolkes højst forskelligt) snarere end samtale.

Man kunne sagtens forestille sig andre slags konferencer. En mulighed kunne være, at alle deltagere, der bidrog med præsentationer, lavede korte præsentationsvideoer, som alle deltagere så kunne se inden det egentlige møde. Til hver præsentation kunne der være diskussionsspørgsmål, som interesserede parter så tog fat i i mindre diskussionsgrupper. Det ville måske være en form, der egnede sig godt til online-sammenhænge, og den ville også minde mere om sædvanlige seminarer for mindre forsamling – en form, der ofte kan komme noget godt ud af.