Skærmbillede fra Channel News Asia (https://www.channelnewsasia.com/commentary/covid-19-coronavirus-indonesia-case-death-malaysia-mco-thailand-2032816)

Der er et godt interview i Uniavisen med Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme ved Rigshospitalet og Københavns Universitet. Han blev i 2020 udpeget som leder af en stor global forskningsindsats mod COVID-19. Det er godt at læse om hans indtryk af alle de underlige udsagn om COVID-19, virus, værnemidler og vacciner, der er kommet fra lægfolk på Facebook og andetsteds i det seneste halvandet års tid.

Og så kunne jeg se, at dialogen på de sociale medier ændrede sig markant. Der var mange flere fra den mørke del af Danmark, der kom med meget voldsomme udsagn. Det er folk, som har fuldstændig besynderlige tanker og hjemmebagte teorier, som at vacciner ikke virker, at de indeholder giftstoffer og er farlige, og staten forsøger at løbe om hjørner med befolkningen.

Rasmus Friis: Jens Lundgren om coronadebatten: Dialogen ændrede sig, og flere kom med voldsomme udsagn og besynderlige teorier,Uniavisen, 26. august 2021 (https://uniavisen.dk/jens-lundgren-om-coronadebatten-dialogen-aendrede-sig-og-flere-kom-med-voldsomme-udsagn-og-besynderlige-teorier/)

Det allervigtigste i interviewet kommer dog til sidst.

Der har også været meget fokus på situationen i Danmark. 95 procent af det, medierne dækker, handler om danske forhold, men vi er en pandemi, vi bliver nødt til at have et internationalt vue på pandemihåndteringen, for så længe der er en ukontrollabel smittehåndtering i verden, kommer verden ikke tilbage, hvor den var før. Så det er også i vores egen interesse at se mere uden for landets grænser.

Rasmus Friis: Jens Lundgren om coronadebatten: Dialogen ændrede sig, og flere kom med voldsomme udsagn og besynderlige teorier,Uniavisen, 26. august 2021 (https://uniavisen.dk/jens-lundgren-om-coronadebatten-dialogen-aendrede-sig-og-flere-kom-med-voldsomme-udsagn-og-besynderlige-teorier/)

Nemlig dette er der en tendens til at glemme, at COVID-19-epidemien er en pandemi, dvs. er en verdensomspændende epidemi. Lige nu ser vi ulighederne i verden ekstra tydeligt også i håndteringen af pandemien: Rige lande med et godt sundhedsvæsen, udbredt tillid til myndighederne og lavere grad af social ulighed har meget bedre forudsætninger for at klare sig end lande som USA og hele det globale Syd. Især her er meget få blevet vaccineret. Lige nu rammer pandemien hårdt i det sydøstlige Asien, og ikke mindst i Indonesien.