Da jeg var barn, var de eneste reklamefilm dem, man kunne se i biografen. Jeg husker en reklame for engangsbestik fra engang allerførst i 1970’erne: En børnefamilie skulle holde en stor havefest, men de orkede ikke den store opvask bagefter. Men da fik en af forældrene en genial idé: at købe engangsbestik, engangsglas og engangstallerkener! Bagefter kunne familien simpelthen smide den store dynge beskidt plastic væk. Hurra!

Der er heldigvis sket en del inden for de seneste år. Nu kan jeg læse om nye forretningsmodeller for tøj, hvor man har en reparationsordning på tøj. Den gængse praksis har været at kassere defekt tøj og købe nyt, men det er resursekrævende og forurenende. Der er tale om et dansk tøjmærke ved navn Aiayu, dertilbyder gratis reparation af tøj i op til fem år efter køb. Tøjet er ingenlunde billigt at købe; en trøje koster 2000 kroner. Men hvis man tænker på, hvor kort tid, der ofte går, inden en trøje går i stykker, tjener det sig formodentlig ind.

En typisk skade for mig har været slitage på jeans, fordi jeg har cyklet meget til og fra arbejde. Selv om jeg stort set er holdt op med at bruge jeans, og ikke har cyklet regelmæssigt på arbejde i lang tid, kan mit tøj stadig gå i stykker. Jeg er selv dårlig til at sy; jeg kunne selvfølgelig lære det, og det gør jeg vel også en dag. Listen over ting, jeg vil lære, er dog allerede lang. og jeg bruger derfor en systue i Aalborgs midtby, hvor en ældre vietnamesisk skrædder reparerer mit tøj. Ikke alt mit tøj kan desværre repareres; sokker er i vore dage ofte i for dårlig kvalitet til at de kan repareres, og mine skjorter bliver ofte slidt bestemte steder ved hyppig brug.

Men hvor er det underligt, at nogle producenter først gør en systematisk indsats for at afskaffe en gammel praksis og at vi derefter indser, at vi må genindføre den og genskabe erhvervet som skrædder.