Jeg får stadig opdateringer om COVID-19-smittetallene, men der er ikke meget i medierne om sygdommen mere. Forleden var jeg til et middagsselskab i København med omkring 100 andre ansatte ved Datalogisk Institut. Det krævede lidt overvindelse for mig at stå ved en buffet igen klos op ad mine kolleger fra DIKU. Senere i denne uge er der et motionsløb med mere end 2000 deltagere ikke langt fra hvor jeg bor, annonceret med “som vi kender det”. Og der er en pladebørs annonceret på Facebook, hvor arrangørerne skriver at “det er som det plejer”. Det er tydeligt, at alle prøver at glemme. Men kan vi egentlig glemme det, der er sket for os under den pandemi, som mange nu ser som noget, der kun finder sted andre steder end her?

På nogle måder har pandemien været en fælles følelse af sorg, også for de af os, der ikke har været syge eller på anden måde er blevet direkte berørt af COVID-19. Vi har mistet sociale relationer, måske for stedse, og vi har oplevet isolation.

Den new zealandske psykolog Lois Tonkins model for sorg og det at komme videre efter sorg siger, at sorgen ikke forsvinder eller bliver mindre – men der vokser mere og mere uden om den i form af nye minder og erfaringer, så sorgen ikke længere er så tæt på overfladen. Glemslen består ikke i at slette fra sin glemmebog, men i at skrive mere til sin fortælling. Men ved bestemte lejligheder kan sorgen bryde frem med fuld styrke igen. Hvis man sørger over at have tabt en af sine nærmeste, kan det måske være juledagene eller fødselsdagen, der bringer følelsen af sorg frem påny,

Måske kan man også se det, at noget ikke forsvinder, på anden vis. For selv om alt nu forandrer sig, har jeg de samme vaner som jeg har haft i mere end et år nu; min døgnrytme og mit dagsindhold er som i august 2020. Denne nye livsform med megen tid hjemme og andre vaner i det daglige var en reaktion på pandemien. Noget siger mig, at dette vil vare ved hos, også fordi nogle af erfaringerne trods alt har været positive. Jeg har ikke kun mistet, jeg har også lært meget.

Der har også været en mere personlig form for sorg. For et år siden havde jeg en lang periode, hvor jeg følte mig nedtrykt og isoleret. I dag har jeg det bedre, men for mig har udvejen været ikke at glemme, men at skrive nye kapitler i fortællingen.

(Visited 47 times, 1 visits today)