Engang kæmpede den danske fagbevægelse for 8 timers frihed og 8 timers hvile sammen med 8 timers arbejde. Det er længe siden, man har hørt lignende målsætninger, og ikke kun fordi arbejdsdagen nu (i al fald formelt set) er kortere.

Hvorfor er det egentlig så ilde set at hvile sig? Nogle ser det som et problem, at man ikke er produktiv, når man hviler sig. Men for mange af os er den bedste tid, den hvor vi kan hvile os og også lade tankerne hvile. I The New Statesman skriver forfatteren og forskeren Amelia Horgan om netop dét.

Det grænseløse arbejde blander alting sammen i én pærevælling, så man aldrig for alvor har fri. I mange arbejdssammenhænge er der usagte forventninger om at man kunne nå længere og få mere succes, hvis bare man brugte lidt mere af sin tid på arbejdet. Nogle ledere roser deres ansatte for at lave mere end de skal og betoner, hvor vigtigt det er (uden dog af den grund at love dem mere i løn). Og når man laver mere end man skal, er det altid hvilen, det går ud over. Tendensen er ikke blevet mindre udpræget under pandemiens hjemmearbejde, for her har man reelt altid været på sin arbejdsplads.

Det underlige er, at selv hvilen kan effektiviseres; nogle virksomheder taler om vigtigheden af mindfulness, men ofte pointerer moderne mindfulness-lærere, at man skam sagtens kan klare sig med korte meditationer (underforstået: så man kan nå mere).

Jeg ville ønske, at vi kunne tale mere om behovet for hvile uden at der var en undertone af at den, der hviler, burde lade være. Tænk, hvis hvile kunne blive et tema i kommende faglige kampe! Hvilen har ikke til formål at øge min produktivitet, men den er af stor vigtighed for mit mentale velbefindende.

(Visited 44 times, 1 visits today)