Hullet i ozonlaget (markeret med blåt) over Antarktis, som det så ud 1. september 2021. Foto: NASA (https://ozonewatch.gsfc.nasa.gov/Scripts/big_image.php?date=2021-09-01&hem=S&section=HOME)

I Politiken skriver Marcus Rubin i en klumme, at han er optimist med hensyn til at få gjort noget ved klimakatastrofen. Han sammenligner med to andre miljøproblemer:

Jeg er gammel nok til at kunne huske både syreregnen og hullet i ozonlaget. Dengang var frygten, at vi ville blive grillet af solen, og regnen ville vaske alle bladene af træerne og efterlade os i en dystopisk Mad Max-verden. Sådan gik det ikke. Ozonlaget blev fikset og syreregnen ditto.

MArcus Rubin: Op med humøret. Vi klarer nok klimakrisen, Politiken, 4. september 2021 (https://politiken.dk/debat/klummer/art8353077/Op-med-humøret.-Vi-klarer-nok-klimakrisen)

Men hvor godt er det egentlig gået?

I 1970’erne og 1980’erne talte man meget om hullerne i ozonlaget, der er skabt af bestemte kemikalier, bl.a. de såkaldte CFC’erne (klorfluorcarboner). Hullerne var dengang store over Arktis og Antarktis; de blev opdaget i 1985. Ozonlaget beskytter mod ultraviolet stråling og er derfor af stor betydning for alt liv. Industrien, især producenter af spraydåser, hvor CFC dengang var det mest anvendte drivmiddel, brugte først tid på rart benægte, at CFC skulle være et problem, men i 1978 indførte USA og Canada et forbud mod spraydåser med CFC som drivmiddel. I 1987 vedtog det internationale samfund Montrealprotokollen, der forpligtede til en udfasning af de kemikalier, der nedbryder ozonlaget. Allerede dengang vidste man, at det ville tage lang tid for ozonhullet at hele. Ozonlaget er ikke “blevet fikset”, selv om det har fået de bedre siden 2000. Ozonhullerne i polarregionerne er der stadig, og lige nu er de store og langvarige. Der er enighed om at ozonlaget først vil være normalt igen omkring 2050.

Den gode historie er, at det går bedre, men den mindre gode er at det tager lang tid at ændre på de problemer, menneskeheden har skabt for sig selv. En endnu mindre god historie er, at problemet med ozonlaget kan løses ved at forbyde brugen af bestemte kemikalier. Det er en langt mere begrænset forandring end det fuldstændige stop for brug af fossile brændstoffer, som er nødvendigt for at stoppe den menneskeskabte klimakatastrofe.

(Syreregnen findes i øvrigt også stadig. Det er en anden og lignende historie.)