Kilde: Abdulla, Ahmed; Hanna, Ryan; Schell, Kristen R.; Babacan, Oytun; et al., (29 December 2021). “Explaining successful and failed investments in U.S. carbon capture and storage using empirical and expert assessments“. Environmental Research Letters, 16 (1): 014036.

For nogle år siden skrev jeg om strategisk velvilje. Det er et af mest lumpne retoriske kneb, der findes, for det handler udelukkende om at tale mod et forslag ved at komme med et modforslag, man ikke gør meget ved. Et velkendt eksempel er at tale imod bistand til flygtninge i lejre uden for Danmark ved at sige, at det ville være bedre at bruge midlerne på de hjemløse i Danmark. Det interessante er, at det er aldrig er de hjemløse selv eller de, der faktisk gør en indsats for hjemløse, der kommer med den slags forslag.

Noget lignende gør sig gældende, når det gælder klimakrisen. Det er ikke helt så almindeligt længere at opleve benægtelse af at de klimaforandringer, vi oplever, er en konsekvens af forurening. Det er i sig selv godt, også selv om det har taget ubehageligt lang tid at nå dertil. Men når det gælder løsninger, oplever vi noget, der i ubehagelig grad minder om strategisk velvilje.

Her tænker jeg blandt andet på den megen tale om tekniske løsninger, der endnu ikke er mulige. Der er pludselig blevet stor interesse for teknologier som CCS (her betyder det Carbon Capture and Storage) og alternative brændstoffer som biobrændsel og “electrofuel” udvundet ved elektrolyse. En standardindvending hos andre mennesker er at vi da bare skal indføre atomkraft. Der er mange problemer med den slags forslag, og ét af dem er, at de ikke kan realiseres nu, hvor det er af afgørende betydning – det vil kræve forudsætninger, der endnu ikke er til stede. Man kan selvfølgelig godt på nuværende tidspunkt udvinde brint ved elektrolyse, men så kræver det brug af fossile brændstoffer. Nogle af de tekniske løsninger er måske gode, men netop nu, hvor vi hurtigt skal nedsætte udledningerne af CO2 og andre drivhusgasser, virker det som strategisk velvilje at foreslå dem. Og mange af løsningerne kan ikke bruges globalt, fordi de er dyre eller på anden måde usikre.

Den kedelige, men velforståede løsning på klimakrisen er, at vi hurtigt nedsætter vores CO2-udledning ved at ændre vores adfærd gennemgribende. Al den strategiske velvilje dækker for mig at se først og fremmest om et ønske om at kunne fortsætte hidtil med stort forbrug og en tro på vækst, bare på en lidt anden facon, men det er desværre mest som en hensigtserklæring om at ville tabe sig en gang ude i fremtiden – ved at spise.

(Visited 38 times, 1 visits today)