Udsnit af “En agitator på Nørre Fælled” (1889). Af  Erik HenningsenMaterialet er fri af ophavsret

Ved lanceringen af regeringens udspil Danmark kan gøre mere I i denne uge udtalte statsministeren sig om pligten til arbejde. Hun sagde

Vi skal aflive den sejlivede myte, at det at gå på arbejde skal være lystbetonet…

Mette Frederiksen, 6. september 2021

Det er næppe nødvendigt at planlægge nogen aflivning. For de fleste ved, at der findes mange tidspunkter i løbet af arbejdslivet, hvor man ikke har lyst til at gå på arbejde. Men vi gør det alligevel. Men er det godt, hvis man kun arbejder trods sin ulyst? Hvis vi sender børnene i en skole, hvor lærerne ikke har lyst til at arbejde, eller køber tøj, som tekstilarbejderne ikke har lyst til at fremstille, hvad siger det da om skolen og om tekstilproduktionen?

Hvad er i det hele taget det socialdemokratiske bud på livskvalitet i arbejdslivet? Og hvad tænker socialdemokrater om arbejdets rolle i den forbindelse? I Socialdemokratiets principprogram står der

Danskerne er et flittigt folk. Det er godt og nødvendigt. At flest muligt har et arbejde er vigtigt. Det skaber identitet og giver livsglæde for den enkelte og sikrer velstand for os alle.

At have et arbejde er både en pligt og en rettighed.

Socialdemokratiets principprogram (https://www.socialdemokratiet.dk/media/ws1fxjky/socialdemokratiets-principprogram-faelles-om-danmark.pdf)

Til gengæld kan jeg ikke finde noget om hvad det gode arbejdsliv er, bortset fra en passus om omstillingsparathed. Det er som om det er selve dét at have et arbejde, det at opfylde pligtens nødvendighed, som socialdemokraterne tænker på som arbejdskvalitet.

Ofte får jeg desværre på fornemmelsen, at det er en form for kompenserende, defensiv livskvalitet, socialdemokraterne definerer – at de, der har haft et hårdt arbejdsliv, kan komme tidligere på pension eller ryge, spise oksekød og flyve på charterferie, fordi det er deres eneste trøst. Arbejdet er først og fremmest er en hård pligt, som det er det enkelte menneskes lod at gennemleve inden den kompenserende trøst kan indfinde sig. Mennesker på kontanthjælp skal aktiveres, fordi de skal få indsigt i den hårde pligts nødvendighed ved at samle affald eller hvad de nu skal. Den egentlige livskvalitet findes tilsyneladende i sprækkerne uden for arbejdslivet.

Det underlige er, at man samtidig med betoningen af pligtens nødvendighed vil have alle til at arbejde i flere år af deres liv – de skal begynde tidligere i livet og slutte senere i alderdommen. Først da kan man få sin kompensation for pligtens nødvendighed. Men man kunne jo også ønske sig at arbejdet kunne blive meningsfyldt. Arbejdslivet udgør en stor del af vores vågne tid for de af os, der har et arbejde, og det burde også være en kilde til livskvalitet i stedet for blot at være noget, man gør fordi man skal kende sin plads.

(Visited 112 times, 1 visits today)