Foto: News Øresund © News Øresund Johan (CC BY 3.0)

Når jeg følger rigsretssagen mod Inger Støjberg, kan jeg tænke følgende: Måske har hun faktisk ikke en nationalistisk dagsorden; måske er hendes ærinde virkelig at frelse unge flygtningekvinder fra tvangsægteskaber og at forhindre “barnebrude”. Mange borgere bakker Støjberg op ud fra en holdning om at dette har været hendes motiv og bruger samme framing i deres ordvalg. Man kunne dog også frygte, at Inger Støjbergs udsagn bare er endnu et eksempel på strategisk velvilje.

Inger Støjberg er ikke den første danske politiker med “dansk” baggrund, der har brugt et forsvar for kvinders rettigheder som argument for at føre en nationalistisk politik. Karen Jespersen skrev i 2003 en bog ved navn Til støtte for Fatima. Også den uofficielle Danmarksmester i partihop og senere ophavskvinde til Den Korte Avis hævdede at ville forsvare kvinder med “anden etnisk baggrund” ved brug af diverse forslag til stramninger. (Det er forresten ikke meget, man hører til Karen Jespersens solidariske stemme i denne sammenhæng nu, 18 år senere.)

Men da er det påfaldende, at der ikke har været ret mange kvinder med flygtningebaggrund (eller bare “anden etnisk baggrund”), der har udtalt sig til Inger Støjbergs fordel eller deler hendes sprogbrug om “barnebrude”. Der var heller ikke så mange kvinder med en sådan baggrund, der bakkede op om Karen Jespersen.

Så vidt jeg kan læse mig til, har flere af de kvinder, som Inger Støjberg hævdede at forsvare og vise omsorg for, faktisk oplevet adskillelsen fra deres partnere som hård.  Nogle af dem har fået depressioner og udvist selvskadende adfærd. Ingen af dem lader til at have udtalt sig til støtte for Støjberg i den igangværende sag.

Noget, som mange forkæmpere for menneskerettigheder har indset, er at man skal være sammen med rettighedshaverne om at definere hvad der er målet og hvordan det skal nås. Det er prisværdigt at ville arbejde for at sikre andre menneskers rettigheder, men man skal arbejde sammen med dem. Det er der mange gode grunde til. Er det, man som udefra kommende vil arbejde for, rent faktisk det, som rettighedshaverne gerne vil have?

Et eksempel er tekstilproduktion i det globale Syd. Europæiske menneskerettighedsforkæmpere kunne kræve at fabrikkerne, hvor arbejdere bliver kummerligt behandlet, skal lukkes. Men tekstilarbejdere kunne måske simpelthen ønske sig ordentlig løn og ordentlige arbejdsforhold – en simpel lukning ville derimod true deres livsgrundlag på en anden måde.

Et andet eksempel er de udtalelser om at flygtninge skal hjælpes i nærområderne og bør skynde sig tilbage for at genopbygge deres land, som kommer fra mange nationalistiske politikere (bl.a. Inger Støjberg). Jeg ved ikke, om disse politikeres omsorg for mennesker på flugt faktisk udspringer af at mennesker på flugt og mennesker, der har erfaring med området, netop har fortalt de pågældende politikere, at dette er de rigtige skridt at tage, men ikke meget tyder på det.

Hvis Inger Støjberg ikke er skyldig i magtmisbrug for at tækkes et bestemt segment af vælgere, men derimod faktisk har handlet i solidaritet med unge flygtningekvinder (og det er jo det, hun siger), gjorde hendes solidaritet og ønske om omsorg desværre mere skade end gavn, fordi den bundede i en bedrevidende attitude og fordi hun handlede på egen hånd i dén forstand. De personer, der bakker hende op, bør da igen overveje deres opbakning til de beslutninger, hun har truffet, ikke fordi hun var uærlig, men fordi hun endte med at skade de mennesker, hun ville hjælpe.

(Visited 1.434 times, 3 visits today)